Interview med Eddie Vedder fra bandet, der spiller i Forum 26. juni
Billede: Danny Clinch
Interviewet har tidligere været bragt i GAFFA maj 2006
Eddiie Vedder er lige hjemmevant i rollen som stenaldermand og feteret rockstjerne. Her fortæller han om dansen med døden, naturens kræfter og en ny og forstærket livskraft. Vedder er nybagt far, men så vred som nogensinde og mener denne gang at have smedet karrierens bedste album.
“I’ve tasted a life wasted – and I’m never going back again”, tordner Eddie Vedder i omkvædet på åbningssangen "Life Wasted" fra Pearl Jams nye selvbetitlede studiealbum. Et nummer, der uomtvisteligt får klassikerstatus blandt fans og som bedst muligt opsummerer Seattle-kvartettens dagsform og fokus, her 15 år og otte studiealbum inde i karrieren. Efter 90’ernes kontinuerlige kamp med – og mod – så forskellige størrelser som forældres overgreb på børn, forurening af verdenshavene, et besat Tibet og billet-monopolet Ticketmaster lignede det idealisternes nemesis, da ni unge mænd mistede livet under gruppens koncert på Roskilde Festival 2000. Pearl Jam har på egen krop følt, hvor meningsløst, demoraliserende og lammende ”life wasted” kan forekomme. Men som Eddie Vedder fortsætter på åbningssangen: ”I’ve escaped it / a life wasted / and I’m never going back again”, signaler bandet, at de har besejret indre som ydre dæmoner og har evnet at spejlvende et kvælende mørke til fornyet kreativ og menneskelig kraft.
Interviewet er Vedders første i forbindelse med den nye plade og foregår den 1. marts 2006 i Pearl Jams kombinerede kontor, fanklub, øvelokale og gear-garage i Seattle. Det er ikke første gang, denne skribent støder ind i Vedder & Co. Det er der siden sidst, blandt andet, kommet en bog ud af, der beskriver Pearl Jams rolle i efterspillet til ulykken i Roskilde (I Pearl Jams Fodspor, red.). Eddie spørger interesseret til reaktionerne, som jeg kun kan betegne som positive, og jeg fortæller ham om en families fornyede forståelse af deres afdøde søns værdier og om folk, der siger, at de først efter bogen igen kan høre Pearl Jam med friske ører. Eddie Vedder kender situationen:
– Jeg følte det på samme måde med Kurt (Cobain, red.). Faktisk har jeg stadig i dag problemer med at høre hans musik. Men det er utroligt, at vi kan sidde her og tale om familier og venner her år efter ulykken og også have et eller andet positivt aspekt med i samtalen, det er ufatteligt.
Det viser vel, at der i en eller anden forstand altid er et lys for enden af tunnelen?
– Somme tider åbenbarer det sig, men du aner aldrig, hvornår det hjørne kommer. Men som Tom Waits siger: ”Når du står på bunden af brønden, kan du stadig se stjerner om natten.” Men du kan aldrig regne med det, for når ulykken indtræffer, er dit hjerte ødelagt. Din tankegang, din hjerne og de kemiske reaktioner, som finder sted i din krop, er nedbrydende, og du aner ikke, hvordan du skal overleve. Det sker kun ved, at du kommer igennem dagene og pludselig opdager, at asken fra det, som engang var nedbrændt, er blomstret til frugtbar jord. Ufatteligt, livet er ufatteligt.
Skal teksten til "Life Wasted" ses i forlængelse af den erkendelse? Du kender mørket, men nægter at blive trukket ned igen og er kommet ud på den anden side med fornyet indsigt og styrke?
– Det er nærmest, som om der dannes en ny energi, når en person sover ind, for eksempel som når du deltager i en begravelse. Inden for surfing (Eddie er en passioneret surfer, red.) har vi et ritual, hvor vi er omkring 50 mennesker, som padler ud på havet sammen. Jeg medvirkede i en sådan ceremoni i sidste uge. Her var tale om en ung fyr, som døde af en ondartet sygdom. Han var en stor miljøaktivist og en dedikeret surfer. Vi padlede ud tidligt om morgenen, og hans gode ven havde hans urne i en rygsæk. Jeg så, der kom en bølge bag ham, han fangede den og gav sin ven et sidste ”ride”. Vi placerede vores boards i rundkreds, tog hinandens hænder, sagde vores ting til ham, spredte hans aske i havet og padlede ind igen. En fantastisk smuk dag.
– Du forlader en sådan ceremoni med bevidstheden om, hvor skrøbeligt livet er. ”Life wasted”. Du bliver givet denne ”lust for life”, når du har været så tæt på døden, at du ikke vil miste yderligere et sekund af livet. Alligevel har denne energi det med at blive ædt op af dagligdags ansvar og alt muligt andet, der tvinger dig tilbage i den daglige kværn. Så hvor kraftfuld energien end synes at være, har den en tendens til at have et forskanset liv, på mindre end en måned. Denne sang er en påmindelse.
Skibbruden
For at blive ved emnet: Der har for nylig verseret en historie på nettet om, at du og Jack Johnsons far blev væltet omkuld i en kano langt fra Hawaii kyst, og at du lå længe i vandet, før du blev reddet. Sandt eller falsk?
– Jacks far og jeg og fire andre padlede mellem to øer på Hawaii og blev overrasket af hårdt vejr, hvorefter vores kano blev slynget omkuld. Det lykkedes tre personer at hægte sig fast til båden igen, hvor jeg og to kvinder blev efterladt i havet. Vi var derude i, hvad der syntes som ret længe. Det skete tilbage i 2001, jeg har bare aldrig fortalt nogen om det før.
I forhold til, hvad vi lige snakkede om, gjorde denne ”tæt på døden-oplevelse”, at du fik en fornyet livsappetit?
– Jeg havde levet en form for jungle-livsstil i omkring et års tid, da dette skete. For da vi kom tilbage fra turnéen ("Binaural", red.), Roskilde og alle de personlige ting, som skete (Eddie blev skilt fra ungdomskæresten Beth Liebling, red.) forsvandt jeg i omkring et år, hvor ingen kunne finde mig. En del af min overlevelsesproces var at nedbarbere min livseksistens til reelt dyreplan, hvor jeg levede af, hvad jorden og havet kunne tilbyde. Så da hændelsen indtraf, levede jeg i tæt pagt med naturen og gik ikke i panik.
– Havde jeg arbejdet i Seattle og været på en kort ferie, ville det have været en ganske anden situation. Jeg følte en indre fred og prøvede at håndtere situationen rationelt. Faktisk var det en fiskekutter, som reddede os; den eneste båd, som var på havet den dag på grund af det dårlige vejr. De to piger havde fået fat i hver sin padleåre fra kanoen. De signalerede med årerne til fiskerbåden, ellers var vores hoveder bare som kokosnødder på overfladen. Det var fiskerens datter, som så os. Der gik cirka to uger, før jeg tog ud og genså ”gerningsstedet”, og det var tidspunktet, hvor jeg følte en trang til at brække mig; situationen var tilsyneladende langt værre, end jeg havde forestillet mig. Da nogle fiskere fra Hawaii hørte om, hvad som var sket den dag, sagde de til mig: ”Det er vist på tide, at du tager hjem og laver nogle flere støttekoncerter, din karma er opbrugt!”
Bedste album
Det gjorde Eddie så, og her flere år efter har han og Pearl Jam for alvor genvundet gejsten og livsappetitten. Trods dyk i pladesalg fra 90’ernes astronomiske salgstal har Pearl Jam fastholdt en enorm global fanskare og trækker folk til deres koncerter som aldrig før og blev som live-band for nyligt bedømt som ”arguably mightier than ever” i Rolling Stone. Noget tyder på, at Pearl Jams albumsalgskurve kan være på vej tilbage i samme retning. Første single "World Wide Suicide" ligger i skrivende stund for anden uge i træk som #1 på Billboards Modern Rock Chart og har samtidig status som mest downloadede sang på iTunes. Det ser faktisk helt fornuftigt ud for Seattle-kvartetten, og Eddie Vedder har også på forhånd udtalt – for ham ganske opsigtsvækkende – at det nye album er på højde med det bedste af bandets materiale.
– Vi har arbejdet hårdt, haft endeløse diskussioner, men har også ”hamret den af sted”, med spontaniteten i behold. Samtidig har vi brugt en masse tid på arrangement og vokalarbejde og har arbejdet mere i dybden med sangene, end vi plejer. Jeg oplever, at vi har nået vores maksimale potentiale i forhold til, hvad vi kan i dag – og vi mener, at vores potentiale er større i dag end før. Derfor føler vi, at dette er vores bedste album.
