Nyhed

Shirley Bassey i helikopter-uheld

Sangstjernen måtte nødlande efter koncert på weekendens Glastonbury-festival

Der blev i denne weekend afholdt Glastonbury-festival i England, og her kunne man blandt andet opleve Arctic Monkeys, Arcade Fire og Björk, der også snart er på vej til Roskilde.

En lidt mere særpræget tilføjelse til programmet kom i form af den 70-årige Dame Shirley Bassey, der nok altid vil være bedst kendt for at have sunget temamelodierne til James Bond-filmene "Goldfinger", "Diamonds Are Forever" og "Moonraker".

Sangerinden satte tidligere på året en imponerende rekord, da hun gik ind som nummer 37 på den engelske singlehitliste med singlen "The Living Tree", hvor hun slog selveste Elvis' rekord for længste stræk med hits på den engelske hitliste - Basseys tilfælde fra 1957 til 2007.


Bassey optrådte søndag på Glastonbury og ville efterfølgende flyve derfra i en privat helikopter. Men på grund af en maskinfejl blev helikopteren hurtigt nødt til at nødlande.

Øjenvidner fortæller avisen The Mirror, at helikopteren ramte en række trætoppe, og at piloten tydeligvis havde problemer med at kontrollere maskinen, hvilket førte til en noget hårdfør landing. Ingen kom dog til skade ved landingen.

Til sin koncert spillede Shirley Bassey blandt andet "Big Spender", "Goldfinger" og The Doors-hittet "Light My Fire".


Hun takkede desuden Arctic Monkeys, der havde spillet hendes hit "Diamonds Are Forever" til deres koncert to aftener tidligere.

ANNONCE