Nyhed

10 mindeværdige Grammy-øjeblikke

Årets prisoverrækkelse nærmer sig med hastige skridt, så vi har kigget på 10 øjeblikke i showets historie

Når den amerikanske Grammy 15. februar uddeles for 58. gang, er det ikke bare musikverdens mest omtalte prisuddeling. Det er også et samlingspunkt for hele det store parnas af tidens største musikstjerner og folk fra underholdningsbranchen. De tropper alle op på den røde løber, hvis ikke på grund af en nominering i en af de mange kategorier, så i det mindste for at gøre sig en smule bemærket. Den celebre ceremoni har derfor altid været god for både rørende og latterlige øjeblikke, når så mange mennesker samles under ét tag for at hylde det forgangne års musik. Vi har samlet 10 mindeværdige øjeblikke.

10) Kan I synge eller hva'?

Lad os starte lidt uden for musikken. I 1990 modtog duoen Milli Vanilli en Grammy for "Bedste nye kunstner". Men hov, de to hårdtpumpede fyre var bedre til at mime til et backing track end at synge selv, og det er da heller ikke for deres musikalske egenskaber, at de nævnes i denne sammenhæng. Den skandaleombruste duo var nemlig de første i Grammyens historie til at få frataget deres pris, da det på pinlig vis blev afsløret, at de ikke havde åbnet munden én eneste gang på deres debutalbum. 

9) All you need is love


I et større selskab kan man godt være en smule reserveret. Nogle gange sker der dog noget, der får folk til at stå sammen. Et sådant øjeblik indtraf i 1981, da Yoko Ono modtog en Grammy på vegne af John Lennon, der ulykkeligvis var blevet skudt ihjel året forinden. Lennons budskab om kærlighed var dog langt fra glemt, hvad straks viste sig, da det 1000-tal stærke publikum i salen applauderende rejste sig for at hædre den faldne musiker. Bagefter sagde Yoko Ono: "Jeg var overvældet af den massive kærlighed og opbakning fra publikum, som jeg og Sean følte, da vi trådte op på podiet." 

8) All thriller, no filler


The King of Pop, Michael Jackson, kommer man ikke udenom. Det er måske særlig året 1984 der var afgørende i at krone ham med hans titel. Her var han nomineret i hele 12 kategorier, og han tog otte statuetter med hjem til Neverland Ranch for albummet "Thriller". Det kan vel heller ikke overraske, at albummet har solgt i omegnen af 42,4 millioner eksemplarer, når man tænker på, hvor mange af Jacksons største hits der er at finde på lige netop "Thriller".  

7) Adele kan også


Jackson er tæt efterfulgt af Adele, som i 2012 vandt ikke mindre end seks statuetter for sit andet album "21". Det er også et album, der kan noget særligt i forhold til hitlister. I en tid, hvor albums er lige så svære at sælge som broccoli til småbørn, er det en mildt sagt overraskende succes med et salg på omkring 30 millioner eksemplarer. 

6) Slim Shady møder the Rocket Man


Slim Shady har til tider en homofobisk tunge så fæl, at han får Vladimir Putin til at ligne en stamgæst på Panbar. Derfor var det et smukt øjeblik, da Elton John sluttede sig til Eminem på scenen under hittet "Stan" i 2001. Elton John udtalte rammende til Los Angeles Times efterfølgende: "Jeg er en stor fan af Eminems musik. Jeg vil hellere være med til at rive væggene, der adskiller folk ned end at være med til at bygge dem." 

5) "Soja-bombe"


I 1998 var Bob Dylan for en gangs skyld knap så vrissen. Han havde året forinden udgivet det mesterlige "Time Out of Mind" produceret af Daniel Lanois, og han skulle optræde til ceremonien med et nummer herfra. Smilet forstummedes dog en smule i Dylans ansigt, for knap var han gået i gang med "Love Sick", en mørk og hjemsøgende sang, før en ung mand sprang op på scenen i bar overkrop med ordene "SOY BOMB" skrevet henover brystkassen. Det slog dog ikke den gæve Dylan ud, som rystede lidt på hovedet og spillede videre, mens sikkerhedsfolk fik den unge mand slæbt af scenen. Det skulle åbenbart være et eksempel på performancekunst. Der er dog stadig ikke nogen der ved, hvad en "soja-bombe" er, og hvad den har med Bob Dylans sangkatalog at gøre.

4) Æg-cellent


Hvis du nogensinde skal til Grammy-ceremonien, er måden du gør din entre på vigtig. Det er et spørgsmål om stil. Når du står på den røde løber, skal du nemlig være sikker på, at fotograferne vender deres glimtende linser mod dig. Mange har forsøgt med nedringede kjoler - her tænker vi især på den stoføkonomiske kjole Jennifer Lopez havde på i 2001 - men Lady Gaga må løbe med, hvis ikke en Grammy, så prisen for mest originale ankomst på den røde løber. I 2011 ankom den kunstneriske mademoiselle i et kæmpe æg, båret af nogle standhaftige modeller. Heri lå hun gemt i tre timer, for ligesom at leve sig ind i rollen (som blomme), før hun brød ud af skallen på scenen for at synge "Born This Way". Hvorvidt det er appetitvækkende, overlader vi til den individuelle smag.  

3) Taknemmelighed er en dyd


Kanye West må have taget noter fra Grammy-overrækkelsen i 2004. Da Evanescence vandt i kategorien "Bedste nye navn", følte 50 Cent sig straks så forsmået, at han måtte vise, hvad en rigtig gangster er lavet af. Han stormede op på scenen og afbrød forsangerinde Amy Lee i hendes takketale - hvori hun i øvrigt takkede 50 Cent. Sådan er det også til en prisoverrækkelse, det er svært ikke at blive skuffet. Det er desværre bare ikke alle, der husker, at man også godt kan opføre sig ordentligt og tage et nederlag med oprejst pande. 

2) Det handler om musik, ikke reklamekroner


I 1993 tog Billy Joel sagerne i egne pianohænder, da han blev oprørt over den stigende tendens til at forkorte kunstnernes takketaler for i stedet at klippe til reklamer i tv-transmissionen af ceremonien. Det var ikke godt nok for den iltre sanger, så da han skulle opføre sit på det tidspunkt store hit "River of Dreams", besluttede han sig for at protestere. Vi nærmer os slutningen af sangen, da Billy Joel stopper, kigger på sit ur og siger: "Værdifuld reklametid går tabt. Værdifuld reklametid går tabt. Dollars, dollars, dollars." til stor jubel fra publikum. 

1) Det var godt nok en metalpris, ikke? 


I 1988 skulle prisen for "Årets Hårdrock/Metal" udgives for første gang. Blandt de nominerede var Metallica. Metalbandet red på et lyn af succes med albummet "... And Justice for All" og var spået til at vinde over AC/DC, Iggy Pop, Jane's Addiction og det engelske progband Jethro Tull. Det var dog ikke Metallicas metalliske lyd, som dommerpanellet blev slået omkuld af. Det var snarere Ian Anderson og hans fløjte, fordi Jethro Tull fik overrakt prisen til publikums forargelse. Selv Jethro Tull så uforstående ud. Metallica måtte vente til prisoverrækkelsen i 1991 med at få en Grammy, og her takkede de selvfølgelig Jethro Tull for ikke at have udgivet et konkurrende album det år. 

 

ANNONCE