x

DR P2 forstærker feminint

DR P2 forstærker feminint

Hen over sommeren bringer DR P2 en række portrætter af i alt ni markante kvinder på den danske musikscene. ”Feminint forstærket” hedder rækken af portrætter, hvor de kvindelige musikere beretter om vejen til livet som professionel. Og om hvad køn og kvindelighed betyder for dem i et fag, hvor mændene fortsat er i overtal.

I udsendelse nummer ét, som sendes 14. juli, kan man møde sangerinden Kirstine Stubbe Teglbjærg fra Blue Foundation. Teglbjærg har deltaget aktivt i debatten om de problemer, kvinder kan støde på i musikbranchen.

I en senere udsendelse kan man møde Signe Høirup Wille-Jørgensen, sangerinde, guitarist og keyboardspiller i Speaker Bite Me og soloartist under aliaset Jomi Massage (billedet). I egenskab af sidstnævnte har hun optrådt nøgen på den store scene i Musikhuset ved gallaåbningen af Spot-festivalen i Århus i 2004, lige foran kulturminister Brian Mikkelsen, og som Jomi Massage udgav hun også sin første soloplade på Kvindernes Internationale Kampdag den 8 marts. Wille-Jørgensen er også kendt som polemisk klummeskribent i Metro Express.

Henriette Sennenvaldt har over tre albums med sin gruppe Under Byen og sin særegne fra-hvisken-til-skrig-vokal tiltrukket sig masser af opmærksomhed, også uden for Danmarks grænser. Ikke mindst den amerikanske ”senior editor” David Fricke fra bladet Rolling Stone er stor fan.

I serien medvirker desuden Kira Skov fra Kira And The Kindred Spirits, Pernille Rosendahl fra Swan Lee og The Storm, elektronika-feen Band Ane, sangerinden Maria Laurette Friis fra Tys Tys med flere, cellisten, sangeren og sangskriveren Soma Allpass og den klassiske violinist Andrea Rebekka Alsted.

Udsendelserne sendes lørdag og søndag kl. 14:03-15:00 fra uge 28 til uge 32 på P2.

Et udvalg af portrætterne er samlet i bogen ”Feminint Forstærket”, som udkommer på DR’s forlag i begyndelsen af september.

Læs mere på DR P2's Feminint Forstærket-site


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA