Nyhed

Billetsalget til The Black Crusade starter fredag

Machine Head og fire andre metalnavne indtager Danmark i december

Allerede i sidste uge kunne vi fortælle, at Machine Head, Trivium, DragonForce, Shadows Fall og Arch Enemy alle kigger forbi KB Hallen i forbindelse med den fælles "The Black Crusade"-turné.

Nu er rygtet bekræftet og detaljer for billetsalget afsløret. Koncerten finder som nævnt sted i KB Hallen d. 10. december, og billetsalget starter nu på fredag.

Hovednavnet til den store metalaften er ubetinget Machine Head (billedet), der tidligere på året udsendte det roste "The Blackening", der tåler sammenligning med bandets debutalbum, "Burn My Eyes" fra 1992.


Som opvarmningsbands på turnéen finder man amerikanske Trivium, der flere gange har spillet udsolgte koncerter i Danmark, trash metal-bandet Shadows Fall fra USA, engelske Dragonforce med deres ekstreme power metal, og endelig de melodiske dødsmetallere i svenske Arch Enemy.

Billetsalg starter fredag 29. juni kl. 10 via Billetlugen.dk / 70 263 267 og Fona.

ANNONCE