x

MyMusic præsenterer musik og debat på Roskilde

MyMusic præsenterer musik og debat på Roskilde

MyMusic og Koda er gået sammen om en stand på årets Roskilde Festival under overskriften "Musik på Nettet" – som de to parter også gjorde under Spot Festival tidligere på måneden.

Ud over at man kan droppe forbi teltet i Yourspace-område ved siden af Pavillon-scenen til en kop kaffe, en sludder og et spil bordfodbold, vil der hele ugen være spændende debatter og musikalske indslag.

På standen inviteres der på trådløse anti-koncerter, hvor publikum udstyret med hovedtelefoner kan opleve dj Mike Sheridan, Oliver North Boy Choir, Dr. Lazerlyde (fra Analogik), SuperTroels (fra Veto – her med sit soloprojekt), og endelig Atoi.

MyMusic og Koda er blevet enige om at være uenige, som de selv skriver, og derfor vil der ugen igennem også være debatter om emner som ophavsret, alternative betalingsformer for musik, og hvordan kunstnerne tilgodeses økonomisk midt i en MySpace-revolution.

Deltagerne i debatterne tæller bl.a. Ralf Christensen (Information/DR), Claus Pedersen (talsmand for Piratgruppen), Jesper Reginal (Crunchy Frog), Kristian Leth (DR/Liga) og Troels Abrahamsen (forsanger i Veto).

Se hele MyMusic og Kodas program for Roskilde


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA