x

Fabriken lukker – og bliver Bierstube

Fabriken lukker – og bliver Bierstube

I to et halvt år har det århusianske spillested og diskotek Fabriken markeret sig stærkt med velbesøgte koncerter og klubaftener, hvor fremadstormende danske og internationale kunstnere og dj’s, især inden for hiphop, elektronika og alternativ rock, har begejstret i lange baner. Blandt andet har navne som den legendariske dj Grandmaster Flash, det tidligere Kraftwerk-medlem Karl Bartos, den franske elektro-gruppe DAT Politics og det hollandske dj/rock-ensemble C-Mon And Kypski leveret meget roste og velbesøgte optrædener, ligesom den markante amerikanske dj, sanger og sangskriver Rjd2 kan opleves 14. juli. Men nu er det snart slut.

Fabriken har nemlig solgt lejekontrakten til Heidis Bierstube, som vil indrette, ja, Bierstube-stemning – uden live-musik – i lokalerne i Klostergade. Unægtelig noget ganske andet end den cutting edge-profil, Fabriken hidtil har været kendt for.

Om lukningen af det ellers godt besøgte spillested fortæller kunstnerisk leder Alexander Nitze:
– Lukningen skyldes, at direktøren, min bror Kristoffer Carr Saunders i februar flyttede til London, og jeg kan ikke drive Fabriken alene, når jeg ikke har nogen større organisation bag mig. Jeg har forsøgt at få andre til at gå ind og være samarbejdspartnere, og det har også været tæt på, men det blev altså ikke til noget, og derfor så jeg ikke nogen anden udvej end at sælge lejekontrakten, fortæller Alexander Nitze, der dog understreger, at han stadig har rettighederne til navnet Fabriken.

Du har været en af primus motorerne i arbejdet med at få booket markante kunstnere og dj’s til Århus. Vil du fortsætte det arbejde andetsteds?
– Måske, det ved jeg ikke helt endnu. Indtil videre vil jeg koncentrere mig om at gøre de sidste to måneder, Fabriken eksisterer, så interessante og mindeværdige som muligt.

Fabriken lukker lørdag den 25. august. Indtil da kan man som omtalt opleve Rjd2 14. juli, og blandt andre interessante koncerter i Fabrikens sidste dage kan nævnes Lis Er Stille, 180° Virvar og As In Rebekkamaria (29. juni), PowerSolo og The Bronson Brothers (30. juni), Kong Salami (21. juli) og Nancy And The Kapow! Circus Quintet (11. august).


Fabrikens hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA