x

10 nye navne til Distortion Ø

10 nye navne til Distortion Ø

Der er nu 100 dage, til Distortion Ø på Refshaleøen i København 3.-4. juni går i gang, og i den anledning har elektro/dance-med-mere-festivalen annonceret 10 nye navne: Kelela (US), David Rodigan (UK), Empress Of (US), Tiga (CA), Ata Kak (GH) samt danske Gilli, Jamaika, Borneland, Brynjolfur og Kasper Bjørke. Navne, der genremæssigt spænder fra hiphop over electropop, moderne r&b, electro og nu-disco til vestafrikansk highlife og dancehall.

Honduras-amerikanske Empress Of er kendt for sin store vokalspændvidde og vil ifølge Distortion-arrangørerne give "en personlig, abstrakt pop-oplevelse". 

Kelela er også en stærk vokalist og byder på moderne, elektronisk r&b i et "dystopisk og udfordrende musikunivers" præget af trommemaskiner og store 80'er-lilletrommer. Kelela har netop offentliggjort, at hendes længe ventede debutalbum udgives til maj.
 
Det britiske dancehall-navn David Rodigan er ifølge Distortion "nok verdens eneste reggae-dj med en MBE-titel" (Master of the British Empire) og har været aktiv siden 1960'erne.
 
Vestafrikanske Ata Kak giver, med arrangørernes ord, "med sit 90'er-syrede mix af genrer og ukonventionelle Prince-lignende sange reminiscens til dance line-disco, 90'er-eurodance, 80'er-rap og skævt pitchet vokal på lokalsproget Twi."
 
Den canadiske housemusiker Tiga byder på et "skævt post-disco-mix med hvid ironiseret tale-rap" og udgiver 4. marts et nyt album, "No Fantasy Required".

Færøske Brynjolfur kommer med et "energifyldt livesæt importeret fra Nordatlantens gryende elektroniske scene". Borneland giver en koncert med gæstemusikere og bygger "nye broer mellem house-scenen og rendyrkede pop-landskaber". Kasper Bjørke er en internationalt anerkendt elektro/housemusiker og udkommer på det Hamburg-baserede pladeselskab hfn music, kendt for blandt andre Trentemøller og Jacob Bellens.

Gilli er kendt for hits som "Orale", "C'est La Vie" og "Tidligt Op". Og endelig er Jamaika en ung rapper fra Vejles undergrund med somaliske rødder og gør sig bemærket med en "næsten bønfaldende klang i flow og vokal-fraseringer".

Distortion Ø er kulminationen på fem dage af fester i København fra 1.-5. juni 2016. Distortion Ø finder sted fredag 3. juni og lørdag 4. juni på Refshaleøen.

Med dagens offentliggørelse er 15 musiknavne til Distortion Ø på plads:
Ata Kak (GH, live)
Aurora Halal (US, live)
Borneland (DK, live)
Brynjolfur (DK, live)
David Rodigan (UK)
Dixon (DE)
Empress Of (US, live)
Gilli (DK, live)
Helena Hauff (DE)
Hvob (DE, live)
Jamaika (DK, live)
Kasper Bjørke (DK)
Kelela (US, live)
Tiga (CA)
Yung Lean (SE, live)

 
Hvilken dag en artist til Distortion Ø optræder offentliggøres snarrest.
 
Der forventes at blive plads til omkring 60 koncerter og dj-sæt til Distortion Ø. Med et besøgstal på 11.500 gæster i 2015 har denne begivenhed markeret sig som en af Skandinaviens største elektroniske arrangementer med et stort line up af danske og internationale artister.

Distortion 2016 finder sted fra onsdag 1. juni til søndag 5. juni 2016.
Onsdag: Gadefest på Nørrebro
Torsdag: Gadefest på Vesterbro
Fredag: Distortion Ø på Refshaleøen
Lørdag: Distortion Ø på Refshaleøen
Søndag: Hygge-arrangement

Distortion Club finder sted onsdag, torsdag og fredag på udvalgte spillesteder og klubber.

Læs mere på www.cphdistortion.dk

Køb billetter via GAFFA.dk/festivalguide

Varm op med Gillis store hit "Tidligt Op":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA