Michael Møller udsender 5. november ” Every Streetcar’s Got a Name – An Album About Sex and Desire”
Billede: Rasmus Weng Karlsen
moi Caprice – der insisterer på at stave deres navn med lille m – har på det seneste fået pæn succes med deres tredje album ”The Art of Kissing Properly”, som både har fået fornemme anmeldelser, massiv airplay og en Steppeulv-pris som årets danske gruppe. På lørdag kan man opleve gruppen på årets Roskilde Festival, og 9. august spiller de på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg, men så holder gruppen en pause, indtil de næste forår går i gang med deres fjerde album.
I pausen vil moi Caprice-sanger Michael Møller så udgive sit første soloalbum, der udkommer 5. november og har fået titlen Every Streetcar’s Got a Name – An Album About Sex and Desire”. Møller planlægger nogle få solokoncerter i forbindelse med udgivelsen og vil i starten af 2008 tage på en mindre turné med strygere og blæsere.
Michael Møllers soloalbum bliver produceret af Nikolaj Nørlund, der tidligere har produceret for navne som Jens Unmack, Niels Skousen, Superjeg og I Got You On Tape.
Mere afdæmpet
Vi fangede Michael Møller for en kommentar om, hvorfor han nu vil udgive en soloplade:
– Jeg har gennem de sidste efterhånden ti år skrevet mange sange, der ikke rigtigt passer ind i moi Caprice, fordi de er lidt for afdæmpede og måske mere enkle og traditionelle end moi Caprices udtryk, og på et tidspunkt foreslog vores manager så, at jeg skulle lave en soloplade. Det passer også meget godt ind i vores tidsplan nu.
Hvordan bliver din soloplade så i forhold til moi Caprice?
– Sangene bliver som sagt lidt mere afdæmpede og traditionelle, og meget orienterede omkring klaver og guitar, dog ikke nødvendigvis akustisk guitar. Teksterne bliver mere historiefortællende end i moi Caprice. Jeg er meget inspireret af sangere og sangskrivere som Bob Dylan, Lou Reed og John Cale og af country i bred forstand, men jeg kan ikke rigtig lide at bruge udtrykket singer-songwriter om min soloplade, for det kommer hurtigt til at lyde, som om man bare har skrevet nogle sange og indspillet dem lynhurtigt, og jeg vil stadig bruge noget tid på at lege i studiet. Men udtrykket bliver da forholdsvis skrabet, og det er også derfor, jeg har valgt Nikolaj Nørlund som producer, for han er rigtig god til at få dét udtryk frem, det både skrabede og legende. Jeg regner også med, at der både kommer strygere og blæsere på, men nu er jeg ikke gået i studiet endnu, så det kan stadig nå at ændre sig.
Hvad så med moi Caprice? Har I allerede gjort jer nogle tanker om jeres næste album?
– Ja, vi har faktisk haft et meget kreativt år, synes jeg. Vi har allerede skrevet en del sange til det næste album, men hvordan de skal blive arrangeret, skal vi lige først blive enige om.