Nyhed

Eddie Vedder udvælger Sonic Youth-favorit

Starbucks-opsamlingen "Hits Are For Squares" udvider udvælgelsespanel

Det er få uger siden, GAFFA.dk kunne fortælle om Sonic Youth og deres ledtog med kaffegiganten Starbucks, som udsender en opsamling af bandets sange.

En helt almindelig opsamling er det dog ikke, da bandet har overladt valget af sange til andre musikere, skuespillere og kunstnere, og således blev det offentliggjort at Beck, Jeff Tweedy (fra Wilco), Marc Jacobs, Portia de Rossi og Michelle Williams har fået tildelt denne særlige ære.

Nu kan Pitchfork Media så afsløre, at Pearl Jam-forsanger Eddie Vedder er tilføjet dette selskab, og det bliver interessant at erfare præcis, hvilken lille perle i støjrockernes massive bagkatalog, der netop betyder allermest for ham.


Udover Vedder er også Dave Eggers, Chloe Sevigny og David Cross offentliggjort som tilføjelser til forsamlingen. Albummet bliver kun tilgængeligt i kædens butikker, så det bliver ikke så nemt at få fingre i som ellers.

ANNONCE