Swan Lee blandt de danske bands på den europæiske musikmesse i Holland
GAFFA besøger i denne weekend Noorderslag-seminaret i Groningen, Holland. Seminaret er på én gang et samlingssted for musikindustrien og en gigantisk showcase for hollandske og europæiske navne.
De internationale koncerter afholdes under navnet Eurosonic, og Danmark er repræsenteret med Saybia, Jomi Massage og Swan Lee. Men hvad kan et dansk navn forvente sig af at spille en showcase hér?
- Vi har lavet et grundigt forarbejde., fortæller Pernille Rosendahl, forsanger i Swan Lee.
- Vi har trykket flyers, ringet i forvejen, checket deltagerlister osv. Vi kan generere interesse på steder, hvor vi er helt ukendte. Erobre nyt territorium, fortæller Pernille.
Er de udenlandske branchefolk imponerede af jeres seks Music Awards-nomineringer?
- Absolut. Men særligt, at det er en indie-udgivelse. Jeg talte med Coldplays agent, som var imponeret over, at vi var nået så langt med at udgive vores egen plade.
Swan Lee spiller i aften (fredag) kl. 21 på spillestedet Vera. Kapaciteten er 4-500 tilskuere, og bandet håber på fuldt hus.