x

Steve Albini hovedtaler ved musikseminar

Steve Albini hovedtaler ved musikseminar

Hovedtalen ved Noorderslag Seminaret i Holland, den såkaldte keynote, holdtes af producerlegenden Steve Albini (Nirvana, PJ Harvey, Pixies m.fl.).
Albini problematiserede digitale mediers holdbarhed.

- Når man laver en indspilning, er det mindste, man kan forlange vel, at den er tilgængelig for eftertiden. Ingen af de nye digitale medier opfylder dette krav, fastslog Albini og brugte som eksempel, at hvis Beatles-plader var indspillet digitalt, ville man ikke kunne genudgive værkerne eller udgive 'glemt' materiale.

Albini omtalte også skismaet mellem mainstream popindustri og undergrundsmusikken. Han mener ikke, at hårdtarbejdende bands i undergrunden skal se de store selskaber som et mål eller en farbar karrierevej.

- Hvad er succes? For mig er et band, som holder sammen i årevis og laver musik på deres egne præmisser, en langt større succes end et pludseligt hit, hvor pengene fyger, men bandet er opløst et år senere, sagde Albini, der demonstrerede sympatisk ydmyghed over for sin egen rolle for de bands, han har arbejdet med.

- Enhver, som agerer og overlever i denne branche i mere end et par måneder, er genstand for mytedannelse. Jeg forsøger ikke at påvirke kunstnernes arbejde unødigt. Det værste, jeg ved, er, når de spørger mig direkte: "Jamen Steve, vær ærlig, hvad mener du, vi skal gøre..."

Musikken paa Noorderslag spiller fredag og lørdag aften (og nat)...


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA