Nyhed

Don Henley: Eagles er forbi

I et nyligt interview med BBC bekendtgør Henley, at Eagles ikke fortsætter efter Freys død i januar

Vi har set det sidste til et af de bedst sælgende bands i verdenshistorien. Efter Glenn Freys død i januar har bandkammerat Don Henley bekendtgjort, at Eagles er gået i opløsning.

I et nyligt interview med BBC forklarer Henley: "Det var det sidste farvel. Jeg tror ikke, at I vil se os optræde igen. Jeg tror, at det nok var det. Jeg synes, at det var en passende afsked." 

Eagles har til dags dato solgt 150 millioner album på verdensplan og modtaget seks Grammyer. To af deres album, "Their Greatest Hits (1971-1975)" og "Hotel California" er blandt de 20 bedst sælgende album i amerikansk historie med salg på henholdsvis 42 millioner og 32 millioner. For deres bedrifter blev bandet indlemmet i Rock and Roll Hall of Fame i 1998.

Glenn Frey døde i New York af komplikationer efter leddegigt, tyktarmsbetændelse og lungebetændelse den 18. januar. Han var med til at danne Eagles i 1971 og medvirkede til at skrive en lang række af Eagles' sange, blandt andet kæmpehittet "Hotel California" fra 1976. Frey sang leadvokal på en række af Eagles' hits, blandt andre "Take it Easy", "Tequila Sunrise" og "Heartache Tonight". Efter Eagles' opløsning i 1980 indledte han en solokarriere, som har resulteret i fem soloalbum. I 1984 nåede han andenpladsen på den amerikanske singlehitliste med "The Heat is On" fra soundtracket til filmen "Beverly Hills Cop" ("Frækkere End Politiet Tillader") med Eddie Murphy i hovedrollen. Samme placering opnåede "You Belong to the City" fra soundtracket til tv-serien "Miami Vice" fra 1985.


Eagles blev opløst i 1980, men blev gendannet i 1994 og udgav i 2007 deres første og hidtil eneste studiealbum siden gendannelsen, "Long Road Out of Eden". Albummet imponerede ikke GAFFAs musikanmelder Finn P. Madsen, der kvitterede med to stjerner, og begrundede: "Long Road Out Of Eden minder dog mere om hyggelig sammenkomst i pensionistforeningen end et udspil, der virkelig har trængt sig på." 

ANNONCE