Nyhed

Flere lækkerier til Danmarks Rockmuseum

Gasolin og Aqua blandt de prominente bidragydere

Som beskrevet tidligere i dag kæmper folkene bag Danmarks Rockmuseum en brav kamp for at skaffe alskens rockeffekter til Roskilde-museet, der forventes åbent omkring år 2011-2012.

Under overskriften ”Hit med din Rock-ting” inviterede museet forleden kendte danske kunstnere til at donere effekter og fortælle historier bag disse.

Hermed listen over de senest indkomne effekter:


Gasolin: Hjemmelavede højttalerkabinetter og en kuffert.
Aqua: Rådhustårnet fra musikvideoen til ”Cartoon Heroes”
Saybia: En bildør fra bandets tidligere folkevognsrugbrød, der brød i brand på vej mod Roskilde.
Sanne Salomonsen: Bandjakke fra tiden i Sneakers, platinpladen ”De Bedste Af De Bedste, prisen ”Årets Sangerinde” kåret af Mix’ læsere i 1996.
Magtens Korridorer: Kæmpe ”hånd” med bandets logo, som blev fremstillet i forbindelse med bandets åbningskoncert på Roskilde Festival 2006.
Peter Ingemann: Fire transportkasser med bånd fra Sweet Silence Studiet, rekvisitter fra Kim Larsens musical ”Kielgasten”.
SonyBMG: Mobilt lydstudie fra 1980’erne som Sort Sol og Kim Larsen har indspillet plader i.

Hertil kommer de mere end 150 øvrige donationer, som museet allerede har modtaget.

Folkene bag Danmarks Rockmuseum understreger, at indsamlingen er for alle, og at man også meget gerne modtager effekter fra folk, der ikke nødvendigvis er kendte kunstnere.


Besøg Danmarks Rockmuseum

ANNONCE