Nyhed

Strange Ears skriver kontrakt med Universal

Undergrundsselskabet samarbejder med giganten

Det lille pladeselskab og bookingbureau Strange Ears har skrevet under på en fælles kontrakt med Sonet Records og Universal Music.

Samarbejdet omhandler i første ombæring udgivelsen af danske Emily & The Orgasm Addicts’ debutalbum, hvor Sonet og Universal så bliver ansvarlige for PR, markedsføring og distribution.

”Det er en stor dag for os, at kunne offentliggøre et sådant samarbejde,” udtaler Steffen Rasmussen fra Strange Ears.


Alle parter forventer naturligvis, at Emily & The Orgasm Addicts får sig lidt af et gennembrud med albummet, der udkommer lørdag den 20. oktober. Inden da udsendes en digital udgave af ep’en ”Vagina EP” samt singlen ”A Cheaper Kind Of Love”, der udkommer til september.

I sidste uge spillede Emily & The Orgasm Addicts grundet usædvanlig stor efterspørgsel hele tre koncerter på den internationale branchemesse ”London Calling 2007”. I øjeblikket arbejdes der på at få strikket en efterårsturné sammen, der naturligvis tidsmæssigt kommer til at harmonere med udgivelsen af debutalbummet.

ANNONCE