Gutter Island afslører fire navne til årets festival

Gutter Island afslører fire navne til årets festival

Det er blot to måneder siden, at vi kunne løfte sløret for de første tre navne til Gutter Island Garagerock Festival 2016. Nu offentliggøres endnu fire navne, og der meldes samtidigt om næsten udsolgt til årets festival, der finder sted den 18.-20. august på Masnedø Fort ved Vordingborg.

De fire nye navne er The Dictators NYC (US), Fribytterdrømme (DK), Parlor Snakes (F/US) og The Courettes (BR/DK).

Det amerikanske punkrockband The Dictators NYC, der har deres rødder tilbage i 1970'erne, anløber Masnedø med forsanger Dick Manitoba. Det bliver uden tvivl "Faster and Louder".

Fra de hjemlige kanter byder Gutter Island også på syrerockbandet Fribytterdrømme (billedet), der får dig til at tage de psykedeliske briller på. Bandet har i kølvandet på Spids Nøgenhats genkomst været med til at vise, at hippierocken også holder i det 21. århundrede.

Det franske garagerockband Parlor Snakes har huseret gennem de sidste 10 år med en besætning af blandet godt fra begge sider af Atlanten, med de har blandet den amerikanske garagerocktradition med fransk pop i en lækker aggressiv fremtoning.

Duoen The Courettes har været én af de helt store sensationer i europæisk garagerock i 2015. Med den Kim Kixx (Powersolo) producerede debut i bagagen har bandet været allestedsnærværende.

Billetsalget til Gutter Island går i rygende hast, og festivalen meddeler, at der er få billetter tilbage til årets festival. Billetter til festivalen kan købes her.

Lyt til Fribytterdrømmes sang "Kosmonauten" her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA