Få fredagsbilletter til NorthSide

Få fredagsbilletter til NorthSide

I går kunne NorthSide melde alle endagsbilletter til lørdag på festivalen udsolgt. Nu melder festivalen, at det har sat gang i en kædereaktion, og man skal være hurtig på tasterne, hvis man vil sikre sig en billet til fredag. 

Fredagens program byder på hårdtslående navne som Iggy Pop og Deftones (billedet), elektroniske verdensstjerner som The Chemical Brothers og Digitalism og danske favoritter som Malk de Koijn, Alex Vargas og ikke mindst Lukas Graham, der lige nu oplever historisk succes i hele verden med monsterhittet "7 Years".

"Det er altid sjovt at se, hvordan det påvirker salget, når der pludselig meldes udsolgt af en billettype. Det sætter nærmest gang i en dominoeffekt, og jeg ville faktisk blive overrasket, hvis der ikke også snart meldes få billetter til søndag," siger talsmand for NorthSide, John Fogde.

NorthSide har desuden kunnet melde alt udsolgt de sidste tre år i træk, og derfor opfordres alle til ikke at vente for længe med at investere i billetter, hvis man gerne vil med på festivalen til sommer. Som et yderligere incitament kan det fortælles, at det ikke er helt slut med offentliggørelserne, og at de sidste fire navne til årets program vil blive offentliggjort tirsdag den 5. april kl. 10.00.

Line-up for NorthSide 2016: Alex Vargas, Av Av Av, Beach House, Beck, Bernhoft, Bloc Party, Blossoms, C Duncan, Caribou, The Chemical Brothers, Coasts, Damien Rice, Deftones, Den Sorte Skole, Digitalism, Duran Duran, Flume, Iggy Pop, Jake Bugg, Jamie Lawson, Jamie xx, Lukas Graham, Malk de Koijn, Marvelous Mosell, The Minds of 99, Phlake, Puscifer, Samm Henshaw, Scarlet Pleasure, Sigur Rós, Ukendt Kunstner, Unknown Mortal Orchestra, Velvet Volume, Wilco, Wolf Parade, Yeasayer og Yelawolf.

Det er desuden slut med at tage kontanter med på NorthSide. For første gang bliver det i år udelukkende muligt at betale med kredit- og debetkort på NorthSide, hvilket ifølge festivalen kommer til at give bedre service og færre køer i boder og barer.

NorthSide 2016 afvikles i Ådalen ved Aarhus i dagene 17.-19. juni, og billetter kan købes via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA