Nyhed

Mark Ronson remixer Dylan

Den engelske dj har fået lov til at remixe et nummer af Bob Dylan

Den engelske producer og dj Mark Ronson har temmelig meget vind i sejlene for tiden. Han kom for alvor frem i mediernes søgelys som producer for Amy Winehouse, og senere er kommet pladen "Version" i eget navn.

Nu får Ronson som den kun anden lov til at remixe et gammelt Bob Dylan-nummer og udsende det til august på en kommende Dylan-antologi.

Det er sangen "Most Likely You Go Your Way (And I'll Go Mine)" fra det klassiske album "Blonde On Blonde" fra 1966, der skal under behandling hos den populære producer.


Ronson modtog en del kritik fra Alex Turner fra Arctic Monkeys i april-nummeret af GAFFA for sin version af The Smiths-klassikeren "Stop Me If You've Heard This One Before". Da Dylan har mindst lige så rabiate fans som Morrissey, skal det blive spændende at se, hvordan fanbasen reagerer, selvom remixet endnu engang laves med den oprindelige kunstners velsignelse.

Det kan lige tilføjes, at danske Funkstar De Luxe faktisk var den første, der fik lov til at remixe Bob Dylan. Det drejede sig om hans version af "All Along The Watchtower", der findes på albummet "Keep On Movin: It's Too Funky In Here" fra 2001.

ANNONCE