x

Trailerpark Festival tilføjer otte navne

Trailerpark Festival tilføjer otte navne

Trailerpark Festival har tilføjet otte nye kunstnere til sommerens program. Gæster kan nu glæde sig til optrædener fra Slow Magic (UK), Gilli (DK), DAGNY (NO), Emil Stabil & Young Bong (DK), Kentaur (DK) (billedet), Soleima (DK), Grand Prix (DK) og Wangel (DK). Se en videopræsentation af hele lineuppet her forneden.

"Vi præsenterer et stærkt program i år. I dag kan vi offentliggøre navne som Gilli og Emil Stabil, som man kan skråle med på, store musikalske oplevelser som Kentaur og Wangel samt dansevenlige acts som Slow Magic. Trailerparks force vil dog altid være at præsentere stærke navne, før de breaker, som vi tidligere har gjort med MØ, Quadron, Ukendt Kunstner, Caribou og så videre. En kunstner som eksempelvis Soleima tror jeg bliver et kæmpe navn," forklarer Simon Caspersen, medarrangør af Trailerpark Festival og fortsætter: "Den danske musikscene bobler af kvalitet, så vi fokuserer på at præsentere de mest interessante navne netop nu. Vi har et nysgerrigt og kvalitetsbevidst publikum, som forventer både et musikprogram og en oplevelse, som er helt anderledes end på andre danske festivaler. Det er dem, vi booker til."

Den danske rapper Gilli er et af de nyere navne på blokken, men han har allerede tryllebundet Danmark med sit forfriskende flow, catchy melodier og sit gadedrengesmil. Han spillede i begyndelsen af februar på Amager Bio, hvor GAFFAs anmelder Mikkel Schøller Jakobsen kvitterede med fem stjerner under overskriften: "Succes-rapperen leverede den ækte vare."

Kentaur imponerede på sidste års Spot Festival. "Kentaur spillede med musklerne, men havde i den grad også nogle hestekræfter at trække på. Et mageløst dyr, der bøjede hovedet i benovelse over de mange fremmødte tilskuere, som begejstrede smuttede ud i aftenmørket," skrev GAFFAs anmelder Rosa Louise Stilgren og kvitterede med fem stjerner. 

Peter Wangel og Kasper Ejlerskov Leonhardt udgør en lovende duo i det elektroniske og emotionelle projekt Wangel. Debutalbummet "Freedom" modtog fire stjerner i GAFFA. Læs anmeldelsen her. 

På plakaten er også Elliphant, Gold Panda, Phlake, Velvet Volume, Chinah, EXEC, Gents og Jamaika.

Til sommer er det 10 år siden, at den første Trailerpark Festival løb af stablen. Den finder sted i hjertet af København i Enghaveparken 28.-30. juli. Find billetter til Trailerpark Festival via GAFFA.dk/festivalguide.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA