x

Interview: Det blomstrende Slarafffenland

Interview: Det blomstrende Slarafffenland

Som Slaraffenlands musikalske arrangementer blomstrer i bredden, kunne det være interessant at høre lidt om, hvorfor seneste albumudgivelse ”Private Cinema” er bygget op, som den er. Og hvorfor der ligger to ”numre” undervejs, som flere anmeldere er snublet over, ved ikke at kunne identificere stykkerne som deciderede fuldblods-sange. Simpelthen fordi skæringerne er så korte, er uden sang og snarere lyder som en art pausesignaler. De lyder som noget, der kalder på et spørgsmål i retning af: ”Hvad er det her?”

Det ene ”nummer” hedder ”Rød”. Det andet hedder ”Grøn”. Det ene er larm. Det andet er stilhed, og farvenavnene har de fået, fordi de ligger som kontrastfarver på den farvecirkel, vi lærte at kende i folkeskolen.

– Vi har tænkt meget over, at der er en sammenhæng i pladen. Mange kan ikke forstå, hvorfor numrene ”Rød” og ”Grøn” er med, forklarer Slaraffenland-guitarist Christian Taagehøj. Han supplerer: – Der er faktisk flere anmeldere, der aldrig rigtig har forstået, hvorfor de to numre ligger der. Det har man tydeligt kunne læse i deres anmeldelser.

Trombonist Niklas Antonson forklarer et af de træk, flere anmeldere ikke har bemærket:
– Meningen er, at ”Rød” klargør banen for ”Watch Out”. Den renser ligesom luften. Vi har lavet de her to sange, ”Rød” og ”Grøn”, som ikke er noget. Sangene har mere en funktion end en rolle som numre.

Christian vender tilbage igen:
– Det sjove er, at begge numre er improvisationer fra øvelokalet. De er sat ind derefter og er absolut ikke placeret tilfældigt på albummet.

Puslespillet
Dermed lægger Christian op til den vigtige skitse bandet opstillede, da de skulle sætte rækkefølgen af numre sammen på albummet. Det udviklede sig hurtigt til et mindre puslespil .

– De fire numre ”Sleep Tight”, ”This One Will Kill Us”, “Watch Out” og ”How Far Would You Go” var de eneste, der var færdigkomponerede, inden vi begyndte indspilningerne. Dem lagde vi derfor ind i skitsen som det første. De blev fordelt på en tidslinje nogenlunde på de pladser, de har nu (som er hhv. 1, 4, 7, 11, red.). Derefter snakkede vi om, hvordan vi eksempelvis kom fra slutningen af ”Sleep Tight” til ”This One Will Kill Us”. Hvor mange tracks skal der være? Hvor lange? Hvilken dynamik? Det afgørende var det overordnede univers, vi gerne ville udtrykke, fortæller Christian.

– Vi besluttede hurtigt, at vi ville dele pladen op i to dele og overgange mellem disse skulle være et inferno af støj afløst af stilhed. Den effekt havde vi i numrene ”Rød” og ”Grøn”, der faktisk kom til at ligge lige efter hinanden ifølge den oprindelige plan. Det fungerede dog ikke så godt, så vi ændrede det, men komplementæreffekten mener vi stadig, er der, siger Christian.

Farvekombattanterne blev lagt på hver sin side af ”Watch Out” og vupti. Rækkefølgen lå klar. I USA førte rækkefølgen til nogle sjove anmelderkoblinger.

– Vi havde nok aldrig lavet nummeret ”The Run Up” , hvis vi havde kendt den endelige rækkefølge fra starten. Nummeret blev i USA beskrevet som en færge, der kom sejlende efter den mere rockede ”This One Will Kill Us”, fortæller Niklas.

Resultatet af den anderledes arbejdsmetode er dog tydelig at høre på albummet.
– Det direkte resultat ved vores konceptagtige arbejdsmetode har været, at pladen er blevet mere dynamisk end vores tidligere plader. Vi har ikke arbejdet med klimaks i hvert nummer, som vi var tilbøjelige til at gøre dengang. I stedet er numrene arrangeret i forhold til hinanden, og de forskellige klimakser er placeret efter en overordnet plan for hele pladen, siger Christian

Eksperimenterende støjrock
Slaraffenlands musik er af GAFFA-anmelder Pelle Sonne Lohmann blevet beskrevet som ”semi-avantgardistisk og improvisations-fremelsket rock af den mere udsyrede slags”, mens Soundvenues Kristoffer Hegnsvad beskriver det som ”bizart jazzet avantgarderock, der går lige i hjertekulen med sin finurlige blanding af privat-cinematiske lydlandskaber tilsat hornsektioner, eksperimenterende støjrock og en knivspids forelsket hvalsangsmystik a la islandske Sigur Rós.”

Den store tillægsordspensel er fremme, og drengene er ikke uenige i, at bandets genre ikke lader sig beskrive med ét ord eller begreb. Hertil kommer, at inspirationen til musikken meget bunder i Noise-musik. Og det er svært at sætte blot ét enkelt ord på denne ikke-traditionelle musikstil, der savner musikalsk struktur som harmoni og rytme, og som særlig er vundet frem på den japanske scene under sammentræknings-titlen ”Japanoise”.

– Det der med genre kræver altid et plus, plus, plus for at beskrive, hvilken genre vi har med at gøre. Det lyder lidt af det, tilsat det og plus det, og så nærmer vi os. Som et eksempel på et plus, der skal med kan nævnes Noise-musikken. På vores ep (udgivet i juli 2005, red.) var vi meget inspirerede af støj på den måde, Noise-musikerne arbejder med det. Man kan drage direkte paralleller til os. Hvis genren ikke fandtes, og vi kun havde lyttet til rockmusik, havde vi formentlig været mere lige ud ad landevejen den dag i dag, siger Christian.

Til spørgsmålet om, hvorvidt den Soundvenue-omtalte Sigur Ros-sammenligning er ”spot on”, forklarer Niklas:
– Vi breder os mere ud end Sigur Rós, der har lidt den samme lyd gennem et album. Når vi laver støj, laver vi decideret støj. Så jeg vil snarere sige, at vi har tjekket rigtig mange bands ud og lægger os måske tættere på Sonic Youth, som mange sammenligner os med. Alligevel har vi ikke meget tilfælles med Sonic Youth, at sammenligningen bare rammer.

Amerikanernes interesse
Rammende sammenligning eller ej. Sonic Youths moderland USA er ved at få øjnene op for Slaraffenlands kvaliteter.
– Der sker rigtig meget i USA i øjeblikket. Vi har ikke sat os så meget ind i, hvad der skal til for at slå igennem, men plade og presse-agenter siger, at det af og til er vildt, hvad vi får af respons derovre, siger Christian.

– Pladeselskabet er meget oppe at køre over Pitchforkmedia, og at de har været så venlige over for os. Men det er svært at sige, hvad al den omtale indebærer. Vi håber, det vil give fordele i fremtiden.

Christian støder til med en lille historie, der illustrerer, hvor meget denne hype kan svinge på indtægtssiden.
– Her i marts spillede vi en koncert i USA, hvor vi fik 21 dollars. Derefter fløj vi til Tyskland, og spillede en uge senere for 1400 euro i Berlin med stort set samme sætliste. Det giver et meget godt billede af, hvor meget indtægter og spillesteder kan svinge.

Koncerten i Berlin var Europafesten for 50-årsdagen for underskrivelsen af Romtraktaten. Slaraffenland deltog som repræsentanter for Danmark. Og forskellen til USA-koncerterne forinden kan trækkes endnu tydeligere op.
– I USA spillede vi fem koncerter inden Tyskland. Den første var på et college, og den næste var et Christiania-agtigt sted, der mest af alt mindede om en stue på 40-50 kvadratmeter i et hus. Folk stod decideret 15 centimeter fra os. Det var virkelig en fed oplevelse at spille musikken under de omstændigheder.

Koncert på en parkeringsplads
– Tredje job var et sted, der mest af alt minder om en scene plukket ud af filmen ”Roadhouse” med Patrick Swayze. Små runde borde og den dér stemning, man ser i filmen. Dog heldigvis uden al den vold. Fjerde job var South by Southwest-festivalen i Austin, Texas og sidste job var et dayparty på en parkeringsplads med en Harley i midten. På den parkeringsplads var der bare mange vigtige mennesker, så vi tror på mange måder, den koncert spillede den største rolle for os.

Niklas samler trådene for, hvorfor mange af spillestederne var nogle underlige små ”stuer” eller ”parkeringspladser”:

– Den store forskel mellem USA og Danmark er, at bands derovre virkelig er tvunget til at kæmpe på en anden måde. Bands spiller i to måneder, hvor de sætter deres grej op hver eneste dag i håbet om at sælge plader og T-shirts.

Drengene selv vender efter en sommerpause igen tilbage til USA til september, tager til Norge i oktober og opvarmer for Efterklang til november i naturlig forlængelse af, at Efterklangs pladeselskab Rumraket også står bag Slaraffenland. Kalenderen siger Belgien i december, og derefter vil bandet ellers gerne i gang med at arbejde på materiale til et nyt album.

– Til den tid er der ved at være gået et år, siden vi gjorde ”Private Cinema” færdig, så der regner jeg med, vi gerne vil i gang med at lave musik igen, fortæller Christian.
I mellemtiden skal bandets blomsterpalet fyldes med farver fra et halvt års indtryk – klar til at male et nyt kapitel til næste år.

Slaraffenland på nettet


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA