x

Stor afrikansk saxofonist død

Stor afrikansk saxofonist død

I 2003 fik jeg en plade ind af døren, der var helt anderledes. Den var fra den fænomenale Éthiopiques-serie fra det berømte Paris-label, Buda Musique, som over foreløbig 29 udgivelser har kortlagt den gyldne tidsalder for ethiopisk musik, altså cirka fra tiden 1968-1975. Den pågældende plade viste sig at være af den særlige besættende slags og var med en gigant indenfor ethiopisk musik, nemlig saxofonisten Gétachèw Mèkurya. Pladen hed Negus Of Ethiopian Jazz. Det blev en udgivelse, der bredte sig og blev kult, hvor mange af tidens unge musikere var blevet vakt af Jim Jarmusch-filmen Broken Flowers' brug af en anden gigant fra scenen i hovedstaden, Addis Ababa, Múlatù Astatke.

Med Negus of Ethiopean Jazz kom der et komplet album, der tog afsæt i den traditionelle musiks helt særegne skalaer og rytmer, med en fornem tone, der omgående fik beundrere til at sammenligne den østafrikanske saxofonist med folk som Ornette Coleman.

Gétachèw Mèkurya blev født i Yifat nær hovedstaden i 1935. Han lagde ud med at studere traditionel musik, hvor han spillede instrumenter som den enstrengede Masinko-violin og den berømte 5- eller 6-strengede lyre kaldet Krar, instrumenter der er vigtige inden for den specielle Azmari-bardetradition. Han begyndte dog snart at spille saxofon og klarinet og i 1950'ne blev han del af den bølge i hovedstaden, der var inspireret af den armenske indvandrer, Nerses Nalbandian, der overtog den nationale opera efter sin onkel. Nalbandian fik til opgave af kejseren Haile Selassie at skabe musik til det nationale teater, hvor han skulle tage afsæt i traditionel musiks ofte pentatoniske skalaer og særegne lyd og inkorporere det i jazz. Det blev til den stil, vi i dag kender som Ethio-jazzen.

Som 20-årig kom Mekurya med i Haile Selassie I-teatrets husorkester, hvor han omgående viste sit betydelige talent frem i en musik, hvor netop saxofonen blev et af de vigtige soloinstrumenter. Her spillede han frem til 1965, hvor han blev del af det berømte orkester, som politiet havde. Det var efter at Mulatu Astatke var kommet tilbage fra sine ophold på Trinity College i London (hvor også Fela Kuti gik) og senere Berklee-konservatoriet i Boston. Med sig havde Astatke en tilgang, som revolutionerede den lokale musik, og Mekurya var ikke sen til at svare. Han indspillede en berømt version af Shellela - en lokal vokalmusik, der normalt stammede fra krigere, der var på vej i krig. Her ville han optræde på scenen iført det traditionelle kostume, der inkluderede en løves manke som hovedbeklædning.

I 1970 indspillede han det berømte album, der nåede mig 33 år senere. Her var hans helt formidable saxofon over det hele, ledsaget af et musikalsk landskab, der kunne minde meget om Astatkes stil, altså med orgel, elektrisk og akustisk klaver og en soul-agtig lidt kaotisk rytmegruppe, med lange besættende forløb, der viste, at strømningerne fra den psykedeliske musik, der var i fuld sving ude i verden, bestemt ikke var blevet ignoreret i den afsondrede østafrikanske hovedstad. Negus Of Ethiopean Jazz er simpelthen et mesterværk af en plade, af den slags man aldrig bliver færdig med.

Som så mange andre musikere, så gik Mekurya noget i glemmebogen, da et nyt styre kom til magten og smadrede hovedstadens musikscene i slut-1970'erne. Noget Buda Musique fik rettet op på 30 år senere, og hvor de kunstnere der ikke – som eksempelvis sangstjernen Aster Aweke – var draget i eksil, på ny fik den velfortjente internationale opmærksomhed. Her kunne han sammen med striben af fine kunstnere som sangerne Mahmoud Ahmed og Alemayehu Eshete (i vis band Gétachèw Mekurya spillede fast i mange år) få ny opmærksomhed, og han begyndte at turnere og medvirke på skelsættende nye projekter med blandt andet det amerikanske Either/Orchestra og det hollandske avantgarde-punkorkester, The Ex. Her ville han fortsat leve i Addis Ababa, hvor han modtog de mange beundrere fra Vesten, der ville komme til byen og opsøge legenden.

Indtil i går, hvor han gik bort

Gétachèw Mèkurya (1935-2016) – Æret være hans minde.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA