Nyhed

25 år med Grøn Koncert

Når Tuborg og Muskelsvindfonden hen over sommeren arrangerer endnu en Grøn Koncert-karavane, runder det umage makkerpar og dets fælles hjertebarn et skarpt hjørne.

Når Tuborg og Muskelsvindfonden hen over sommeren arrangerer endnu en Grøn Koncert-karavane, runder det umage makkerpar og dets fælles hjertebarn et skarpt hjørne. Nordeuropas største koncertturné fylder 25 år, og jubilæet markeres blandt andet med en ny, helt tredje scene.

Danmarks største musikbegivenhed og Nordeuropas største koncertturné, Grøn Koncert, har nu livet de danske somre op i 25 år, og arrangementet har unægtelig gennemlevet mange forandringer, siden dengang i 1983, hvor Sneakers og Frede Fup var ene om at udgøre karavanens kunstnere. Godt nok var essensen af Grøn Koncert også dengang musik, fadøl og smil på læber, som vi kender det fra det nye årtusinds udgaver af begivenheden, men der var ingen hegn om pladsen, og der var ingen entré at betale.

– Grøn Koncert har udviklet sig fra at være en lille græsrodsbegivenhed med 40 frivillige til at være en kæmpe karavane med 650 frivillige og 160.000 gæster igennem lugerne hvert år, fortæller Line Frandsen, projektleder og Grøn Koncert-ansvarlig i Muskelsvindfonden.


Siden den spæde start i midtfirserne anslås der at have været i alt fem millioner gæster inde over Grøn Koncert, der hos arrangøren Muskelsvindfonden kun kan betragtes som en gedigen succeshistorie.

– Takket være Grøn Koncert har vi opnået store ting rent forretningsmæssigt, lige som vores politiske indflydelse er blevet større, hvilket også er kommet andre handicapgrupper til gode, forklarer Line Frandsen.

Unikt samarbejde
I forhold til mange andre handicaporganisationer er Muskelsvindfonden en lille organisation, hvor man må kæmpe en ekstra brav kamp for at komme på landkortet og få sine budskaber bredt ud. Men via Grøn Koncert har man formået at skabe et stærkt såvel økonomisk som organisatorisk fundament.


– Når nu der er så mange, der kender Muskelsvindfonden og forbinder os med noget positivt, skyldes det klart vores anderledes indsamlingsmetoder, mener Line Frandsen.

Inden Grøn Koncert tog form, skaffede Muskelsvindfonden penge ved på klassisk vis at sælge eksempelvis lodsedler, men da Tuborg i sin tid luftede tanken om de grønne koncerter, øjnede fonden en mulighed for at tjene penge efter noget-for-noget-princippet, hvor folk betaler for noget, de rent faktisk har lyst til at give penge for.

– Grøn Koncerts succes skyldes blandt andet det unikke samarbejde mellem en benhård, kommerciel virksomhed som Tuborg og en humanitær organisation som Muskelsvindfonden, vurderer Line Frandsen.


I hvert fald var den type kollaborationer ikke just gængse i 1983, men lige fra starten lykkedes man med at nå frem til en fælles forståelse af, hvad Grøn Koncert skulle stå for. En art ægteskab blev indgået, og her 25 år efter stræber duoen efter eget udsagn stadigt mere effektivt mod det samme mål.

– Vi vil begge gerne følge med tiden og præsentere interessante musiknavne for den brede befolkning – vel at mærke i nogle rare rammer, hvor sol, sommer, græs og hygge er nøgleordene, fastslår Line Frandsen.

Musikalsk fødekæde
Primært på den musikalske front forsøger Grøn Koncert at holde sig orienteret og opdateret. Vel at mærke uden at forsømme den kommercielt set nødvendige folkelige appel, der helt naturligt findes hos de store mainstreamnavne.


I 2002 søsatte man scenen Grøn Spot, der lige siden har været fast inventar sammen med hovedscenen, og det gjorde man simpelthen, fordi man fandt det nødvendigt, hvis man ville fange tidens ånd. Man ønskede at præsentere bands fra den boblende undergrund, men fandt det for risikabelt at nøjes med én scene, hvor ukendte sager erstattede de oplagte hovednavne.

– Vi havde to formål, da vi sammen med Dansk Rock Samråd lancerede Grøn Spot-scenen i 2002 – vi ville udstråle mere vitalitet ved at give nogle af tidens mange upcoming-bands chancen, og vi ville give den brede befolkning chancen for at stifte bekendtskab med netop de bands, oplyser Line Frandsen.

Hos Muskelsvindfonden betragter man det også som en fornem mission at sikre den videre, musikalske fødekæde, således at der også om fem, ti og tyve år er trækplastre på niveau med eksempelvis TV-2, der i år optræder på Grøn Koncert for syvende gang. Og det mener man altså, at man medvirker til ved at udbrede kendskabet til de bands, der ligger lige under den kommercielle overflade.


Endnu en ny scene
Grøn Koncert, der hvert år typisk indbringer Muskelsvindfonden en nettoindtjening på mellem to og fem millioner kroner, barsler her i jubilæumsåret med endnu en scene som supplement til de eksisterende to.

Scenen, der har fået navnet Det Grønne Ringhjørne, er en direkte udløber af de voldsomt populære MC’s Fight Nights og er ifølge arrangørerne et godt eksempel på, at man konstant følger med tiden.

– Vi har selvfølgelig lagt mærke til, hvordan disse MC’s Fight Nights er gået fra at være små undergrundsarrangementer til at være kæmpebegivenheder, der rask væk trækker 100.000 seere på DR, fortæller Line Frandsen og uddyber:

– Der er tale om en helt ny musikstil, som kræver meget af kunstnerne, og vi tror på, at det bliver noget af det nye.

Hun understreger, at man bestemt er bevidst om, at man ikke udfører pionerarbejde ved at indlemme ”tag team battles” på Grøn Koncert, men at man blot bestræber sig på at følge tidens trends og musikalske strømninger.


Umiddelbart kan det synes vanskeligt at spotte den oplagte kobling mellem det typisk tilbagelænede, øldrikkende Grøn Koncert-publikum og så disse hårdkogte MC’s Fight Nights, men i Muskelsvindfonden er man spændt på den fede måde og i hvert fald ikke spor nervøs.

– Det Grønne Ringhjørne bliver en meget anderledes oplevelse for Grøn Koncert-publikummet, men de rappere, vi tidligere har haft på programmet, har været vældig populære, så vi tror på, at det kan blive en stor succes, lyder det optimistisk, men også stålsat fra Line Frandsen.

De nye udfordringer
I et Danmark, hvor det konstant popper op med stort anlagte musikarrangementer, der profilmæssigt læner sig op ad Grøn Koncert, er konkurrencen selvsagt støt stigende.


Det er man naturligvis opmærksom på i Muskelsvindfonden, hvor man dog hilser konkurrence velkommen ud fra en filosofi om, at netop konkurrence blot medfører, at man hele tiden må udvikle sit koncept frem for at hvile på laurbærrene.

– Konkurrencen er blevet helt enorm i form af de mange stadionkoncerter og festivaler landet over, men for os er udfordringen jo så bare at videreudvikle Grøn Koncert, så vi kan fastholde vores position, forklarer Line Frandsen.

Og opskriften ligger lige for:
– Vi skal fortsat præsentere den bedste musik, vi skal være i konstant udvikling i forhold til tendenser i samfundet, og så skal vi slå på vores høje ”value-for-money”-faktor, mener Line Frandsen og fremhæver årets billetpriser, der omregnet byder publikum at betale sølle 12,50 kroner per koncert.


Veto – den nye aktør
12,50 kroner er ikke mange penge for en koncert, og da slet ikke, når bandet på scenen er Veto, der i det forgangne års tid har nydt stor, hjemlig succes. Gruppen har vundet priser, spillet et hav af udsolgte koncerter og ikke mindst solgt betragtelige bunker cd’er.

Takket være Grøn Spot-scenen får Veto sin Grøn Koncert-debut i år, og det er bestemt noget, man glæder sig over i bandet.

– Først og fremmest får vi forhåbentlig en masse store og sjove oplevelser både rent spillemæssigt og bag scenen, men det giver os også en forrygende erfaring at skulle spille over for så stort et publikum, vurderer Vetos guitarist, David Krogh Andersen, der også fremhæver det givtige i at turnere så intenst så mange dage i træk.


Sammen med resten af Veto glæder han sig over at have fået muligheden for at optræde foran et publikum, der ikke normalt vil opsøge bandet, om end man gjorde sig nøje overvejelser, inden der blev takket ja til jobbet.

– Vi tænkte meget på, om vores musik nu var egnet til Grøn Koncert, eller om vi ville falde for meget uden for, men fandt frem til, at vi ikke er meget mere outrerede end alle de andre bands, der har spillet på Grøn Spot, fortæller David Krogh Andersen.

Dog fastslår han, at publikum kan forvente udfordrende rockmusik, der nok rummer genkendelige elementer, men som ikke er skrevet efter bogen. Og så lover han ellers, at Veto vil levere et energifyldt og tight sæt med knald på, nu bandet blot har en halv time til rådighed.


Grøn Koncert 2007 besøger følgende byer:

Den 19. juli: Esbjerg
Den 20. juli: Herning
Den 21. juli: Århus
Den 22. juli: Aalborg
Den 26. juli: Kolding
Den 27. juli: Odense
Den 28. juli: Næstved
Den 29. juli: København

Grøn Koncert-tidslinje:


1983: Sneakers og Frede Fup.
Antal frivillige: 40.

1984: Nanna, Sneakers og Frede Fup.
Antal frivillige: 44.

1985: Frede Fup, Michael Falch og Marquis de Sade.
Konferencier: Peter Larsen.
En ung Michael Falch optræder, og kvinderne falder i svime. Faktisk er Falch så populær blandt den kvindelige del af publikum, at han bliver nødt til at gemme sig for 800 frådende, savlende og autografjagende piger, der overfalder ham på vej til wc.
Antal frivillige: 120.


1986: Sanne Salomonsen, Thomas Helmig og TV-2.
Konferencier: Frede Norbrink.
Antal frivillige: 160.

1987: Anne Linnet, Thomas Helmig og One Two.
Konferencier: Jacob Haugaard.
Thomas Helmigs mave gør knuder, og i Vejle ender han på sygehus i stedet for til koncert. Alle pigehjerter i Vejle er knust, og de må tage roserne og plysbamserne med sig hjem igen.
Antal frivillige: 150.

1988: Gnags, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen.
Konferencier: Anne Marie Helger og Peter Larsen.
Antal frivillige: 260.


1989: Hanne Boel, Anne Linnet og Sanne Salomonsen og Dodo & The Dodos.
Konferencier: Hans Otto Bisgaard.
Antal frivillige: 250.

1990: Gnags, Thomas Helmig og One Two.
Konferencier: Jacob Haugaard.
Antal frivillige: 320.

1991: Anne Linnet, Ray Dee Ohh, Mats Ronander og Sko/Torp.
Konferencier: Jacob Haugaard.
Antal frivillige: 325.


1992: Gnags, Sanne Salomonsen, Lars H.U.G. og Michael Learns To Rock.
Konferencier: Hans Otto Bisgaard.
Det er første gang, at publikum skal betale entré til Grøn Koncert. Entréen er på 20 kroner.
Antal frivillige: 400.

1993: Henning Stærk, Lisa Nilsson, Hanne Boel og The Sandmen.
Konferencier: Jacob Haugaard.
Billetpris: 20 kroner.

1994: Sanne Salomonsen, Sort Sol, Gnags og Zapp Zapp.
Konferencier: Jacob Haugaard.
Antal frivillige: 450.
Billetpris: 30 kroner.


1995: Lis Sørensen, Thomas Helmig, Leningrad Cowboys og D:A:D.
Konferencier: Jacob Haugaard.
Slappendales stripper på muskelsvindsmanér. En gruppe unge mænd med muskelsvind laver en parodi på Chippendales – kaldet Slappendales – og stripper for et jublende og til tider måbende publikum.
Antal frivillige: 458.
Billetpris: 30 kroner.

1996: Savage Rose, Anguelique Kidjo, Gnags og Sort Sol.
Konferencier: Jacob Haugaard.
Antal frivillige: 500.
Billetpris: 40 kroner.

1997: Østkyst Hustlers, Poul Krebs, Thomas Helmig og TV-2.
Konferencier: Jacob Haugaard.
Antal frivillige: 550.
Billetpris: 40 kroner.


1998: Eric Gadd, Aqua, Sneakers og D-A-D.
Konferencier: Jacob Haugaard.
Antal frivillige: 600.
Billetpris: 60 kroner.

1999: Cartoons, All Saints, Thomas Helmig og TV-2.
Konferencier: Jacob Haugaard.
Antal frivillige: 540.
Billetpris: 60 kroner.

2000: A*Teens, Det Brune Punktum, Sanne Salomonsen og D-A-D.
Special guests: Creamy og Funkstar De Luxe.
Konferencier: Jacob Haugaard.
Sanne Salomonsen optræder for niende gang på Grøn Koncert. Hun er hermed den kunstner, der har været med på Grøn Koncert flest gange.
Antal frivillige: 600.
Billetpris: 75 kroner.


2001: Aqua, Den Gale Pose, Outlandish, Karen, TV-2 og Poul Krebs.
Konferencier: Jacob Haugaard.
Antal frivillige: 600.
Billetpris: 60/80 kroner.

2002: Grøn Scene: DJ Encore, Safri Duo, Tim Christensen, Big Fat Snake og Simple Minds.
Konferencier: Jacob Haugaard.
Grøn Spot (den nye scene for navne på vej frem): Junior Senior, Swan Lee og Superheroes.
Konferencier: Banjos Likørstue.
Antal frivillige: 700.
Billetpris: 60/100 kroner.

2003: Grøn Scene: Junior Senior, Lars H.U.G., Suede og TV-2.
Konferencier: Jacob Haugaard.
Grøn Spot. Malk De Koijn, Mew og Carpark North.
Konferencier: Banjos Likørstue.
Antal frivillige: 700.
Billetpris: 70/100 kroner.


2004: Grøn Scene: Nik & Jay, Big Fat Snake, Thomas Helmig og D-A-D.
Konferencier: Jacob Haugaard.
Grøn Spot: Tina Dickow, Tue West og Jokeren.
Konferencier: Banjos Likørstue.
Antal frivillige: 680.
Billetpris: 70/100 kroner.

2005: Grøn Scene: Safri Duo, Tim Christensen, Sanne Salomonsen og TV-2.
Konferencier: Jacob Haugaard.
Grøn Spot: Peter Sommer, Kira & The Kindred Spirits, Johnny Deluxe og Niarn.
Konferencier: Jan og Simon.
Antal frivillige: 650.
Billetpris: 80/120 kroner.

2006: Grøn Scene: Poul Krebs, Nik & Jay, Nephew og Thomas Helmig.
Konferencier: Jacob Haugaard.
Grøn Spot: Magtens Korridorer, Tina Dickow, Anden med band og L.O.C.
Konferencier: Simon Jul.
Antal frivillige: 630.
Billetpris: 90/130 kroner.


2007: Grøn Scene: L.O.C., Beth Hart, Nephew og TV-2.
Konferencier: Jacob Haugaard.
Grøn Spot: Alphabeat, UFO Yepha og Veto.
Konferencier: Simon Jul.
”Det Grønne Ringhjørne” (den nye, tredje scene på Grøn Koncert, hvor der dystes i freestyle-rap).
Antal frivillige: 650.
Billetpris: 100/150 kroner.



Grøn Koncerts hjemmeside

ANNONCE