Nyhed

Soulsangeren Leon Haywood er død

Kendt for samplet fra 'Nuthing But a 'G' Thang'

Sangeren og produceren Leon Haywood døde tirsdag i en alder af 74 år. Haywood, der gennem tiden musikalsk har bevæget sin inden for både soul-, funk-, blues- og r&b-genren, er nok mest kendt for sangen "I Want'a Do Something Freaky To You", hvis karakteristiske stryger-tema er blevet samplet i Dr. Dre og Snoop Doogs sang "Nuthing But a 'G' Thang" fra 1992.

Leon Haywood blev født i Houston 11. februar 1942 og flyttede til Los Angeles i 1960'erne, hvor han startede sin karriere med at spille blues i saxofonisten Big Jay McNeelys band - som på det tidspunkt spillede for Sam Cooke på hans tour – inden han begyndte at bevæge sig over i soul, r&b og funk. Hans eget første store r&b-hit blev "It's Got to be Mellow" fra 1967. Senere fulgte hits som "Strokin'", "Come and Get Yourself Some" og "Keep It in the Family" fra 1970'erne.

Selvom "Don't Push It Don't Force It" blev hans højest placerede hit med en andenplads på r&b-listerne i 1980, så var det Dr. Dre og Snoop Dogg, der for alvor satte Leon Haywood på det musikalske verdenskort, da de samplede sangen "I Want'a Do Something Freaky To You".

Leon Haywoods gudsøn, Darnell "OG Suicide" Price, har udtalt til AP, at Haywood sov ind i sit hjem.  

ANNONCE