Publikum fik i en højde på to kilometer ubesværet en lille fjer på
Mayrhofen er en turistby og et skisportssted uden tvivl. Derfor er hovedgaden, party-vejen, 'hofens Jomfru Ane Gade besat af lige dele natklubber, værtshuse, skisportsudlejning og snuskede spisesteder. Pizza er på menuen alle steder, og det er burger og bøffer formentlig også. Heldigt, at morgenmaden på hotellet kommer lidt ud over den engelske breakfast. Med røræg i mundvigen kunne jeg nyde den flotte udsigt til de storslåede bjerge, der strakte sig ind i det lysegrå skydække, mens en lullende muzak blev spillet i spisesalen, og en dunst af hestepærer prompte indtog mine næsebor. Nogle gutter havde insisteret på at indtage deres bacon, brød og pølser ude på terrassen, der tilfældigvis lå ud mod en flittig østrigers velholdte mark.
Solen var gået på pause, og luften var både køligere og bar på løfter om dryp. Og ganske rigtigt, under et arrangement på Hotel Strass faldt de første dråber, mens et ompa-band løftede stemningen med harmonika, trækbasun og rumsterstang. Der er heldigvis en sikker måde at slippe for regnen, men ikke festivalen eller bjergene, og det gør man ved at komme op til bjergene over skyerne, til det særlige Arctic Disco. Gondolen var pakket, og vi blev briefet over flere omgange om venligst at undgå at falde ned fra bjerget, for det ville vi dø af. Mange lag tøj skulle der til, og med skiundertøj, jeans, to par sokker, skihandsker, støvler, T-shirt, skjorte, hættetrøje og jakke kunne jeg fejlagtigt tænke, at det ikke var så koldt endda.
Isdessert med kirsebær på toppen
I samlet flok blev vi ledt gennem tykke skyer og knirkende sne. Alting var hvidt og gråt, og der var ikke noget at sige til, at vi skulle holde os til et indkranset område, for det var vanskeligt at regne ud, hvor bjerget stoppede og skyerne fortsatte. Der var et bål og en bar og iglo, en rigtig stor iglo, stor nok til at have plads til to barer, bittesmå firepersoners-kupéer omkring et dansegulv belagt med den slags måtter, man bruger i svømmehallens omklædningsrum, for at undgå vådt og glat gulv. I den ene ende af den aflange iglo var indgangen og to større ovale rum med dyretæpper, i den anden ende var en dansegulvet og et indhug i den kolde væg med plads til løftede arme, Macbooks og My Nu Leng med vedhæng.
De var to gutter bag knapperne og endnu en unødvendig hype-mand, der hårdnakket anmodede om, at det indpakkede publikum ravede som aldrig før. Det gjorde vi så, og takket være en indbydende blanding af techno, hiphop og house blev der ravet i en sådan grad, at igloen med det samme begyndt at svede fra loftet og fra de små skulpturer, der var hakket ind i væggen. Det er heller ikke en vanskelig opgave at tænde folket, der i en højde på omtrent to kilometer ubesværet fik en lille fjer på, på grund af en potent blanding af schnaps med kirsebær og mild højdesyge.
Hannah Wants var en stjerne bag pulten. Hun lyste ud til publikum, der dansede mere end bare for at holde på varmen i en sal af is. Smartphones lyste op rundt omkring for at tage billeder af en koncentreret og hastigt miksende dj. Det var usædvanligt personligt og nærværende, selvom det blot var et dj-sæt på toppen af et bjerg. Vi var både på høfligt besøg i techno-land, men også et smut tilbage i start-00'erne med blandt andet Daniel Bedingfields "Gotta Get Thru This". Der var iskoldt ude på Ahorn-bjerget, så man søgte hen til bålet eller baren under en sort stjernehimmel. Det var væsentligt mere spændende at komme ned fra Ahorn, end det var at komme op takket være en gondol fyldt med glade og syngende mænd frit dinglende i mange hundrede meters højde.
Cumbriansk polterabend
Festivalen nyder godt af en fremragende stemning og forskellige steder, hvor man kan nyde vandede øl og sodavand med whisky, rom eller vodka. Uanset hvor jeg befandt mig var der altid en velmenende sjæl og et smil, der sagde "you alright, mate?". Hvis det ikke var autocamper-holdet fra Manchester, så var det skibumserne i is-kupéen eller det højrøstede "stag-party" fra Cumbria, der inviterede mig på en øl på Harakiri-natklubben, som i øvrigt er opkaldt efter den stejleste pist i Mayrhofen og Østrig, og den er ganske rigtigt vanvittigt stejl. Benovet over at blive opgraderet fra "pizza-Johans" til det cumbrianske udtryk "Marra", der omtrent kan oversættes til kammerat, bevægede jeg mig mod Arena-natklubben og en techno-fest uden lige.
Natklubben kogte ved midnatstid, og ved knapperne var en mand, der knap nok var andet end skind, ben, løst hængende trøje og store sorte briller. Melé havde sågar taget et spejlbillede med som back-up dj, og de blæste hinanden omkuld med imponerende miksevner og skøre påfund. Lyden af techno med sydamerikanske hentydninger faldt i god jord hos et delvist udklædt publikum, der forsøgte sig med en omgang forpustet speed-salsa. Hver eneste overgang var ikke ualmindeligt vellykket, og det faldt måske en smule uden for stilen med et fuldendt remix af Rihannas "Work", der dog alligevel kunne vække enhver søvnig og sart klubgænger.
Efter at de to gutter havde spillet vores fødder i smadder, kom Chris Lorenzo med sine ørefængende loops og hypnotiske melodier for at udfordre de dansende skosåler yderligere. Det var et uhyre stringent sæt af en helt særlig koncentreret lyd, som manden selv har døbt "house & bass". Rungende bass-melodier og mekaniske loops i et tempo, der indbyder mere til en gyngende trance end et hoppende bass drop. Det bliver meget tydeligt, at briternes festival har erobret den lille østrigske skisportsby, og at de to nu er i endegyldig symbiose, på godt og ondt.
