x

Stine Bramsen og Nabiha optræder sammen til Grøn Koncert

Stine Bramsen og Nabiha optræder sammen til Grøn Koncert

Først gjaldt det D-A-D. Så var det Shaka Loveless featuring Rasmus Walter. Nu løftes sløret endnu engang for en stærk tilføjelse til dette års Grøn Koncert-lineup. Det grønne publikum kan nemlig glæde sig til masser af kvindelig styrke og charme, når Stine Bramsen sammen med Nabiha indtager Grøn Koncert til sommer.

Det er første gang, at 29-årige Stine Bramsen optræder på Grøn Koncert som soloartist – sidste gang hun stod på scenen som hovednavn, var i 2012 med Alphabeat. Stine Bramsen har de seneste år haft stor succes som solist. Hun udsendte sit debutalbum "Fiftyseven" i oktober sidste år, og det har allerede kastet hitsinglerne "Woman" og "Cavalry" af sig.

Stine Bramsen får følge af en anden stærk kvinde i form af Nabiha, der har hærget hitlisterne med popsange som "Never Played The Bass" og "Mind The Gap", og som nu er aktuel med sin seneste single "Weapon".

Stine Bramsen fortæller med store roser om, hvorfor det lige præcis er Nabiha, hun har valgt at invitere med på scenen: "Nabiha er en stærk og smuk kvinde med et stærkt og smukt talent. Og så har hun bare et nærvær på scenen og en ro i det at stå der, som jeg elsker at se på. Jeg glæder mig til, at vi sammen skal vise noget kvindelig styrke og charme i musikken."

Nabiha har også kun ros til overs for Stine Bramsen: "Jeg har hørt Stine live flere gange, og hendes vokal er stærk og distinkt – hun er altid 'on point'. Jeg elsker det, hun repræsenterer, og jeg tror, at vores stemmer, musik og ikke mindst looks kommer til at komplementere hinanden rigtig godt."

I år starter turnéen den 21. juli i Kolding, og slutter den 31. juli i København, og traditionen tro runder den grønne karavane otte danske byer. De øvrige navne offentliggøres løbende hen over foråret. Læs mere og find billetter til Grøn Koncert på GAFFAs festivalguide her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA