x

Snowbombing dag 4: Hotdogs og fest i skoven

Snowbombing dag 4: Hotdogs og fest i skoven

Se flere billeder fra festivalen her

Det kan faktisk være meget rart at være til en festival, hvor den gennemsnitlige skibums ikke er religiøs omkring det at tage til de rigtige koncerter med de mest anerkendte discjockeys. Drengene fra gårsdagens cumbrianske polterabend var eksempelvis komfortable nok med at besøge natklubber, der spillede musik, som var lidt mere genkendeligt, for det sætter jo festen i gang med sådan et elektronisk remix af Nirvana og Oasis. Det faktum sætter også en dj i et spændende dilemma i liga med standup-komikerens. Begge har de al mulighed for at mærke på publikum, hvad der rykker i mellemgulvet og så bare give folket det, de vil have. Sådan en festival er Snowbombing ikke helt.

Kroppen var ekstra uduelig den morgen, som den jo er, når man befinder sig i godt inde i sidste halvdel af en festival med masser af ståen, gåen og dansen. Selvfølgelig skulle fjerdedagen også byde på det mest interessante og alsidige musikprogram samt en vejrudsigt, der skreg "scheiße-wetter". Dråberne faldt forsigtigt på mit ikke-vandtætte overtøj, mens jeg sjoskede mod dagens Forest Party og tænkte på om "dress for the occasion" dækker over de bedrevidende idioters ordsprog "der findes ikke dårligt vejr, yada yada". Mellem træer og forudseende flis stod Norman Jay og vendte plader, som man siger, når der bliver spillet finere musik som jazz, reggae og gammeldags New York-hiphop.

Regndans

Som en surprise act var han også tydelig fortørnet over, at publikum søgte sammen i flokke under halvtaget fra de 7-8 barer, der omkransede scenen ved foden af bjerget. Det forhindrede ham dog ikke i at lefle lidt med noget melodisk drum 'n' bass til de seks unge sparsomt klædte mænd, hvis eneste mulighed for at holde varmen var ved at danse regnen væk. Til de flestes glæde og formentlig til Normans frustration forsvandt regnen langsomt på vej ind i Bondax' sæt.

Briterne kan virkelig godt lide deres d'n'b, og det så ikke ud til at falde i deres smag med de første stykker hiphop fra den halve duo, der her kun bestod af Adam Kaye. En masse funky future house flød ud i skovbunden, og med passende brug af bl.a. Daft Punks "Around The World", blev der fest i den våde og kolde skov.

Festen blev stoppet, mens legen var god midt i et funky stykke musik, og Adam Kaye ønskede os en fortsat god festival. Mens der blev stillet op til skovfestens hovednavn, blev der til stor fryd for piger i halstørklæder og drenge i stramme bukser spillet noget lidt andet end den elektroniske galop. Bastille gik overraskende godt igennem på lydfronten, selvom frontmand Dan Smith beklagede, at de måske var lidt rustne til deres første spillejob i lang tid. Han gjorde ellers sit bedste for at opildne et publikum, der var blevet så begejstret for at sidde på hinandens skuldre, at der var plads til dobbelt så mange i den hyggelige Scheuling-skov, der nu var oplyst af et væld af lyskæder.

Vi fik de forventelige popsange og noget af det nye Bastille med mere knald på el-guitaren, og så kom selvfølgelig deres cover af Coronas "Rhythm of the Night". Med bare en anelse arrogance fik Smith etableret, at sangene var ganske passende for netop denne festival, og aftenen fik da også et stemningsløft, så det for en stund virkede til, at samtlige af festivalens snowbombende piger sad på skulderne af lystige kammerater. Er det i øvrigt ikke bare fedt, når et popband som Bastille synes, de er lidt for fede og indie til en elektronisk festival?

James Bond på knapperne

Selvom snowbomberne ikke har de store forventninger til festivalens line-up og til de korrekte genrer, navne og numre, der bliver spillet på Mayrhofens klubber, så oplever man sjældent et publikum, der sætter dansen på en piedestal, som briterne gør det mellem de østrigske bjerge. Nede på Racket Club var det nemt at komme direkte ind på dansegulvet og skabe sig åndssvagt til sæt fra Hutch og Idris Elba, ja som i Heimdall, Luther, Stringer Bell og burde-være-James-Bond Idris Elba.

Med en smøg, der sang på sidste vers, i munden, en hat, der kun akkurat sad på hovedet og en stram T-shirt blev skuespilleren, sangeren, skibumsen og verdensmanden sat ind i apparaterne og begyndte at spille bangers fra start til slut. Sættet var sikkert og effektivt og overgangene var heller ikke halvdårlige, hvis altså manden var gået udenom det før-miksede sæt, som nogle dj's er blevet kendt for at bruge.

Det følgende sæt fra Shy Fx var ikke mikset på forhånd, dertil var det alt for ustabilt og usammenhængende. Det var egentlig svært skuffende at se en pioner inden for drum 'n' bass være så nonchalant omkring et sæt foran en prustende sauna af en sal. I det ene øjeblik viste Shy Fx, at kan kunne mestre de hastige trommer og skabe en lidt mere nuanceret fest, som de andre på festivalen aldrig ville kunne gengive, men i det næste øjeblik syntes han lige, at vi skulle høre og synge med på noget Bob Marley. De små reggae-stykker blev ikke rigtig mikset ind i sættet, men blev i stedet stående som små genkendelige overraskelser, før vi vendte tilbage til den betingelsesløse dans.         

Da Skepta overtog, blev det akavet for alle at indse, at den store mørke tennisklub under jorden ikke var de bedste omstændigheder for grimens posterboy. Stemningen var til dans, eller i hvert fald til en anden dans end pistolfingre og nikken med nakken. Det er også ret fedt, når man kan se mere end silhouetten fra sangeren på scenen. Misforstå mig ikke: der var også eksplosive øjeblikke med røgkanoner og det komisk passende nummer "Too Many Man", der kunne få en kæmpe sal til skrige i al oprigtighed "there's too many men, too many menny men".

For ja, til Snowbombing er der markant flere pølser end brød, og det gav måske en mere afslappet og løssluppen stemning for de gutter, der hurtigt opgiver at gøre deres skiferie til en scoretur. Snowbombing er ikke en score-festival, ej heller det en mad-festival, en øko-festival eller en noget-som-helst-andet-end-skisport-og-musik-festival.

Se flere billeder fra festivalen her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA