x

Ny dansk duo udgiver soundtrack til amerikansk horrorfilm

Ny dansk duo udgiver soundtrack til amerikansk horrorfilm

Københavnerduoen Hola Ghost – Jeppe Bjerregaard Jessen og Peter Sandorff (og trommemaskinen Ghost 707) – har lavet soundtracket til den amerikanske horrorfilm ”Cannibal Flesh Riot,” der havde præmiere i Hollywood i november sidste år. Nu, eller 28. juli for at være helt præcis, udkommer filmen på dvd i USA, og ved samme lejlighed udgives filmens soundtrack på CD. Det markerer bandet med en række koncerter i Los Angeles og San Diego. Cd’en, der selvfølgelig også vil kunne købes i Danmark, indeholder desuden en 16 siders booklet, med illustrationer begået af gyserforfatteren og filmens instruktør Gris Grimly.

”Cannibal Flesh Riot” har allerede vundet flere priser i USA – og kan man ikke få nok af uhyggen, så kommer dvd-udgivelsen også til at indeholde en compilation-cd, hvor specielt inviterede bands fortolker det dystre univers af død og levende lig, som er et af filmens temaer. Ud over Hola Ghost bidrager danske The Untamed også med et nummer.

Hola Ghosts medlemmer udgør den dag i dag stadig halvdelen af besætningen i Schwarzwald Library, og guitarist og sanger Peter Sandorff har desuden været med i psychobilly-bandet Nekromantix. Hola Ghost kalder selv deres musikstil for ”psychotic flamencore and more,” og de skal, i følge planen, være på gaden med et album med titlen ”Six Bullets” i løbet af efteråret.


Hola Ghosts MySpace-side


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA