Nyhed

Video: Mendoza klar med ep inspireret af opvækst på Istedgade

Den danske sangerinde er også aktuel med video og koncerter

I dag er den danske sangerinde Mendoza klar med sin debut-ep "Continuous Metamorphosis", og denne weekend giver hun koncert 15. april på Atlas i Århus og 16. april i Vega i København. Mendoza er ligeledes aktuel med den heftige musikvideo til singleforløberen "The Meaning of Cruel". En sang, som havde premiere hos den kendte, New Zealandsk fødte radiovært Zane Lowe på Apple Musics populre radioprogram, "Beats 1".

Ep'en "Continuous Metamorphosis" handler for Mendoza om, at når skaden er sket, så sidder den fast i hende til den dag, hun dør. Hun føler dog, at hun er kommet ud på den anden side af en traumatisk fortid og blandt andet med musikken har sejret over fortidens kaos. Hun fortæller:

"Skridtet hen imod at blive et bedre menneske handler om at acceptere sin tilstand og sin sørgmodighed, rejse sig op og leve med den, udvikle sig og bruge det til sin fordel. Før man kan komme videre, bader man i en blanding af sved, tårer, had og selvmedlidenhed for, at man kan kreere noget stort, som kan virke helt spirituelt og terapeutisk."


Se videoen til "The Meaning of Cruel" og læs nedenfor Mendozas guide til ep'en, sang for sang:

Mendoza track by track – "Continuous Metamorphosis EP"


1. Keep Me Above You

Mentale skader tager lang tid om at hele. Meget længere tid end end synlige fysiske sår. Mennesker, som har betydet mest eller burde have betydet mest for mig, har altid haft en tendens til aldrig at have kæmpet for mig og vise mig, hvordan kærlighed burde fungere. De dukkede aldrig op, når det gjaldt eller var der, når jeg havde brug for dem. Nogle mennesker sørger altid for at være underdog, så man aldrig forventer noget af dem.

2. Buy Me Boy


Handler om min barndom på Istedgade og værtshusene, jeg var på som lille. Der var meget tristhed, som blev ignoreret på grund af, at det var til andres fordel at udnytte det. Kvinder, som var for gamle og som havde prøvet så længe at finde en mand, som kunne give dem det de søgte. Tryghed og forsørgelse. Den handler om de piger og kvinder, hvis kærlighed kan købes.

3. Game Changer

Handler om at føle sig utryg i sit eget hjem, at skulle konkurrere om opmærksomhed og være opmærksomhedskrævende for at få kærlighed. Helt konkret handler den om, hvordan min far og jeg kæmpede om "tronen", som er en metafor for kærlighed og opmærksomhed. Men det er en umulig opgave at skulle kæmpe mod sin far om dette, da det i virkeligheden er fra ham, man ønsker opmærksomheden og ikke, at han skal være konkurrenten. Jeg ledte derfor efter bekræftelse fra andre. Hjertet vil altid lede efter det, som det har brug for. Uanset om det er usundt.


4. True Meaning of Cruel

Handler om forholdet mellem mig og en barndomsveninde, som var lige så stærkt som båndet mellem søskende. Forskellen var, at vi kom fra to forskellige hjem og at de ting, som jeg kunne slippe af sted med, kunne hun ikke. Jeg så hende leve et undertrykt liv, hvor hun aldrig ville træde ved siden af. Jeg lokkede hende, som en lille djævel på skulderen, til at gøre nogle rebelske ting f.eks. at holde fester, når forældrene ikke var hjemme, at komme meget senere hjem end aftalt eller tage steder hen, hvor hun ikke måtte osv. Meget uskyldige og barnlige ting, som ingen konsekvenser havde for mig, men som resulterede i, at hun blev slået. Oftest foran mig for at ydmyge hende eller lære os begge en lærestreg.

Jeg var fyldt med had og rædsel. Jeg drømte om at komme og redde hende og tæve hendes mor, men vi var begge alt for bange. Men aldrig nok til at lokke hende igen og igen og bede hende sige fra. Jeg har indset, at selvom man gjorde noget forkert, da man var ung og derfor følte sig som det sorte får, kan det senere vise sig at man gjorde noget heltemodigt.


5. Chemicals

Da mit liv ikke føltes særlig værdifuldt og min hverdag ikke indeholdt noget, der holdte mig fra at ødelægge det, var jeg blind overfor konsekvensen af at tage stoffer. Nu hvor jeg har et mål, som jeg ved kræver hårdt arbejde at opnå, har jeg meget svært ved at tage dage ud af kalenderen til at skulle kæmpe med energiunderskud og ukonstruktive tanker om mig selv og livet. Til at starte med husker jeg, at sætningen "Taking all the chemicals to make me feel special" var en sætning, som jeg legede med, mens jeg stod og gjorde noget så hverdagsagtig som at tage opvasken.

Det kom fra en masse tanker, som jeg havde haft omkring det. At stoffer i dag ofte bliver benyttet af nogle mennesker for at opnå popularitet blandt bestemte grupper af mennesker eller blive socialt accepteret i druggie-miljøet. De vil gerne opleve noget specielt og derfor tage stoffer. Hvis man er villig til ødelægge sit liv bare for at virke unik, blive populær eller være inviteret til den lukkede fest, er det jo latterligt. Jeg føler, det er at købe sig til en livstil, som andre har følt sig nødsaget til for at kunne holde et ulideligt liv ud.


Jeg maler et meget grimt billede af min fortid. I mit hoved er det også en rigtig dårlig film, der spiller på replay. Jeg kender mange andre, som har haft en lige så slem fortid som min og til tider endda værre. Ud fra mine erfaringer er det ikke din fortid, som gør dig speciel eller unik, men derimod hvad du bruger de dårlige oplevelser til, og hvordan du bruger de dårlige, som gør dig speciel. "Chemicals" er både en hyldest og en had-sang til stoffer. De har både kunnet farve nogle meget sort/hvide minder. De har givet mig en masse glæde og en flugtvej, når det var alt for uoverskueligt og håbløst at leve i den virkelige verden. Men alting til sin tid. Det er ikke det værd at opgive den virkelighed, jeg har nu for stofferne. Jeg vil hellere kæmpe for at gøre min virkelighed bedre, end nogen virkelighedsflugt nogensinde kan være.

6. Raindrops

Er den sang, som tekstmæssigt er allermest afmystificeret og beskriver mere direkte, hvordan min opvækst var på Istedgade. Det er den, som er tættest på storyteller-stilen. Den blev skrevet på samme tidspunkt som "Love Druggie". Og er dermed en af de ældste sange, som jeg har i min tekstbog. Det er en Mendoza-ballade og nok en af de sange, hvor jeg udfolder min stemme allermest på ep'en. Jeg sang den allerede tilbage til Vice Live-session, hvor jeg var ved at skide i bukserne over, at jeg skulle synge en sang, som udfordrede mig så meget, da jeg stadig var på et stadie, hvor jeg ikke havde nok kontrol over min stemme. Denne her sang betyder meget for mig. Både fordi den er en af de første sange, som jeg lavede, og som vi ikke har lavet om på siden, men samtidigt fordi det er en side af mig, som jeg ikke har udforsket så meget endnu.


ANNONCE