Den højdramatiske sæsonafslutning skuffer ikke. Lad os bare sige, at der ikke er uden grund, der bliver skyllet valium ned med vodka.
Før tonerne af Chris Cornells flotte coverversion af "Stay With Me Baby" gjaldede ud af fjerneren i sidste uge, havde vi lige set Richie Finestra tilstå over for Devon, at han har begået mord, og vi så ham ringe til politiet og tage imod handlen, hvor han skal være stikker mod en nedsat straf.
Der er således ikke lagt op til, at der skrues ned for dramatikken her i sæsonafslutningen på musik-eventyret og -nedturen i New York anno 1973.
Spændingerne i Nasty Bits er til at tage og føle på, efter fattigmandstrekanten mellem Jamie, Kip og Alex. Vi er ikke i the summer of love længere, og den slags fællesknalderi fører følelsesmæssige komplikationer og jalousi med sig. Ikke sunde ting for et destruktivt punkband, der står for at skulle lanceres som den næste store ting og som har en forsanger, der er lidt for glad for heroin.
Efter Zak har opdaget, at det var Richie og ikke ham selv, der mistede de 90.000 dollars i Vegas føler han sig – forståeligt nok – forrådt og går til Gallasso i håbet om at få Richie afsat som chef for selskabet og i stedet selv placere sig i direktørstolen. Lad os bare sige, det giver bagslag. Corrado Gallasso er ikke en mand, man skal lægge sig ud med – fingeren sidder meget løst på aftrækkeren. Han bryder sig ikke om "The Godfather", siger han. Mit bud er, at han synes, den er for blødsøden.
På klubberne rører Indigo på sig, og diskofeberen lurer lige rundt om hjørnet. Kunne det blive American Centurys redningskrans? På trods af en overdosis ti minutter før showstart bliver Nasty Bits' opvarmingstjans for New York Dolls alt, man kunne ønske sig og mere til. Man aner endda et par Ramones blandt publikum, og politiet tropper op.
Richie holder sine stikker-møder med FBI på den klub, der står lige på tærsklen til at blive legendariske CBGBs, og lanceringen af Alibi Records sker i et inferno af spraydåser og champagneflasker til tonerne af MC5, før det hele afsluttes med en stirrekonkurrence mellem Zak og Richie. Med mindre, serien ændrer alt for meget karakter i sæson to for at komme de noget skuffende seertal til livs, er der intet, der tyder på, vi kommer til at kede os, når sæson to ruller over skærmen til næste år. Der er stadig mange løse tråde, der skal bindes sammen – eller trævles yderligere op…
Alt i alt har første sæson af Vinyl været en fornem opvisning i seriekunst, sådan som HBO gør det bedst – med et højt bundniveau hele vejen igennem. En flot præstation, der bestemt kan tåle en gensyn og et par sæsoner til. På samme kanal på mandag er 70'ernes musikmiljø erstattet af en helt anden med bestemt ikke mindre dramatisk omgang, når sjette omgang Game Of Thrones får premiere. Den bliver ikke anmeldt her på sitet, men vi er mange, der glæder os til at finde ud af, om Jon Snow virkelig er død. Nåh, det er en anden snak.
Fem stjerner til tiende afsnit af Vinyl og fem stjerner til første sæson alt i alt.