Nyhed

The Cure-dokumentar under opsejling

I 2009 fylder ”Three Imaginary Boys” 30 år

Her på GAFFA.dk er vi ofte på forkant med nyhederne. Dette gælder i særlig grad denne. I 2009 er det nemlig 30 år siden, The Cure udgav debutalbummet ”Three Imaginary Boys”. Det vil Robert Smith og co. gerne fejre med en jubilæums-dvd, skriver pitchforkmedia.com.

Den 48-årige pop-goth-rocker vil gerne have instruktøren Tim Pope til at realisere projektet, der bl.a. skal indeholde interview med alle væsentlige aktører i og om omkring bandet. Tim Pope har tidligere lavet en del musikvideoer for The Cure, ligesom bl.a. David Bowie, Bryan Ferry, The B-52's og The Darkness har gjort brug af hans visuelle talent.

Allerede i indeværende år kan man høre mere til The Cure, der har annonceret udgivelsen af deres 13. studiealbum til efteråret. Rygter om et samarbejde med Ashlee Simpson kan hr. Smith dog ikke bekræfte. Han siger til billboard.com, at selvom det med stor sandsynlighed ikke bliver i år, så vil han ikke udelukke, at det kunne komme på tale senere.


ANNONCE