Vi ser tilbage på enerens utrolige karriere
Nedenstående artikel blev bragt som Klub GAFFA-tillæg i juni 2008, da Prince fyldte 50 år
Stjernetegnet Tvillingerne handler om noget luftigt. Om evnen til at antage forskellige personligheder. Og er ikke mindst noget med at kunne fange noget legende og kreativt, samt med lynets hast at kunne skifte spor uden betænkeligheder. Prince Rogers Nelson er født midt i dette tegn på en sommerdag i 1958. I Minnesotas tvillingebyer, som man kalder de to byer ved Missisippi-floden, der også hedder Minneapolis og St. Paul.
Og selvom det er hovedstaden i staten, så er det synd at sige, at det er et kulturelt centrum. Endsige med afrikanske amerikanere, som er en absolut minoritet. Okay, en vis Robert Zimmerman, der siden blev til Bob Dylan, voksede op i Hibbing, et stykke herfra. Og så er der altså den diminutive mand (158,5 cm), søn af computermanden og fritidsmusikeren John L. Nelson og hans kone Hattie, som i den grad fik tvillingebyerne på landkortet. I en grad, så turister nu om dage for længst har vænnet sig til at tage bilen og køre ud til en lille lokalitet et stykke mod vest. Det er nemlig her i Chanhassen, at Paisley Park-studiet ligger. Ifølge Lonely Planets guide over USA er det simpelthen Minneapolis' turistattraktion nummer et. Stedet, hvor Prince i snart en menneskealder har lavet det, der kort og godt hedder Paisley Park-lyden.
Historien om Prince handler om en knægt, der tidligt havde de musikalske gaver, men aldrig modtog reel undervisning. En knægt der tidligt satte de første musikalske stykker sammen ved det klaver, som faren efterlod derhjemme. Og som af stedfaren blev slæbt med til en James Brown-koncert som tiårig og sat op på scenen. Mindet om stedfaren er langtfra lykkeligt, men ved den lejlighed begyndte den lille dreng at danse, som om han aldrig havde bestilt andet. I skyggen af The Godfather Of Soul havde drengen, der gudhjælpemig var blevet opkaldt efter farens orkester med gutterne, fundet sin bestemmelse.
Siden har enhver kunnet se mere end antydningen af påvirkning fra James Brown i manden og myten, vi nu hylder.
Pladeselskabers mareridt
Kongelige er der nok af i musikverdenen. Elvis var The King. Der er også The King Of Pop, altså Michael Jackson. Jazzen har sin hertug og sin greve i henholdsvis "Duke" Ellington og "Count" Basie. Manden, der det meste af livet har været kendt som Prince, gav sidste år baghjul til alle dem, der i de sidste ti år eller mere er kommet med hånlige øgenavne a la Prince Light.
For med 21 koncerter på Londons 02 Arena, et sted med plads til en bagatel af 20.000 tilskuere, viste Prince verden, at han er toppen af poppen, når han ønsker det. Efter behag. Og hvad fik man så for pengene? Hvor billetpriser med superstjerner rask væk koster en bondegård, kom man ind til udskejelserne i London for 3-400 kroner. Fik et eksemplar af det sidste album med i købet. Og en sekstimers koncert oven i hatten. Sådan.
Som han sagde det ved den lejlighed: "Jeg har flere hits, end Madonna har børn!"
Han er også stærkt egenrådig. Ethvert pladeselskabs mareridt. Drev sit gamle selskab Warner til vanvid, da han droppede sin identitet, blev til The Artist, eller bare et symbol, eller Victor, eller hvad-ved-jeg og vidste-han-det-dårligt-nok-selv og endte i en berømt skilsmisse, hvor han skrev "slave" på kinden på coveret på det tredobbelte cd-album, Emancipation (1996) og siden hen konsekvent har lavet distributionsaftaler for et album ad gangen, hvis han da ikke bare har givet sin musik væk, eller solgt via nettet. En konsekvens, vi også kender fra George Michael.
Prince har alle dage været en mand, der ikke har accepteret snærende bånd og begrænsninger, og når man snildt kan lave et nummer om dagen, bliver det altså til en del. Samt et problem, hvis man insisterer på at udsende rub og stub. Eller bare tilnærmelsesvis. Hans karriere skrabede bunden i 1990'erne. Onde tunger og en del nære venner er enige om, at skilsmissen fra Warner ikke gavnede kvaliteten. At selv for kreative giganter af Princes kaliber er coaching ikke det værste.
Geni eller ej. Det havde sine fordele for den legesyge kunstner at have nogle, der kunne sætte bare antydningen af grænser. Som det var op gennem 1980'erne, da hitpladerne kom som perler på en snor.
Omvandrende spejlkabinet
Prince minder os om en lang række af musikkens ypperste. Han er som et omvandrende spejlkabinet fra rockmusikkens Hall Of Fame. Hvor han selv har befundet sig siden 2004.
Som guitarist er hans energi som en Hendrix, mens han teknisk lægger sig op ad Carlos Santana. Som performer tænker vi på James Brown, mens han selv vedkender sig at have lånt en del fra Sly Stone – og også i høj grad har brugt dennes bassist Larry Graham. Og for tiden bruger Browns saxofonist Maceo Parker. Ligesom hans udgangspunkt var den hvide heavyrock, som red USA som en mare, da han var ung. Bands som alle kritikeres hadeobjekt, Grand Funk, anført af halvblodsindianeren Mark Farner. Olieglinsende torso og guitarlir.
Omkring Controversy-pladen (1981) finder han sit look, der til forveksling ligner den androgyne rock'n'roll'er, Little Richard. På Purple Rain (1984) er inspirationen fra David Bowies ladyboy af en rockstjerne, Ziggy Stardust, noget, Prince for længst har vedkendt sig. I hans arbejde med sine orkestre ligger sammenligningen med Miles Davis lige om hjørnet. Og dog har Prince ikke skyggen af viden om musikteori. Han er 100 procent selvlært – og spiller 26 instrumenter.
På sit skrivebord i studiet i Paisley Park står indrammede foto af bebopsaxofonist Charlie Parker og Miles. Det er netop fra Miles Davis, at Prince har luret idéen med konsekvent at optage enhver øver på bånd. Og han er seriøs i enhver detalje. Bare spørg hans studiefolk. Som Michael Koppelman, der arbejdede som lydtekniker, har sagt det i et podcast:
"Jeg tilbragte utallige timer alene i studiet med Prince med at arbejde på alt muligt. Prince er musikalsk et geni. Jeg har set ham spillet disse utroligt cool ting, og jeg vil sige, at Prince kunne grundlæggende hænge ind med enhver musiker inden for enhver genre. Hvis der var en jazzgruppe, r&b selvfølgelig, rock'n'roll, sandsynligvis country, og endda prøve inden for klassisk, så ville Prince kunne sætte sig ned og spille sammen med dem på en meget imponerende måde. Fyren er en stor musiker.
Som de fleste ved, er han uden musikalsk træning. Han kender ikke til musikteori, og det kendte jeg til, og der ville være tider, hvor vi ville spille et eller andet, og han ville have mig til at ramme en toneart, og jeg måske ville spørge, om han ville have en syverakkord, og han ville svare, at "det dér teorilort interesserer ikke mig". Men en stor trommeslager, stor guitarist, stor keyboardspiller, stor bassist, og særdeles morsom, samt helt sikkert særdeles klog. Han ville fyre vittigheder af hele tiden, specielt når bandet var til stede.
Men han er også en slavepisker. Vi ville arbejde røven ud af bukserne. Jeg ville have 96-timers arbejdsuger. Min rekord var et stykke over 100 timer. Man ville gå i seng klokken halv seks om morgenen, og klokken 11 skulle man være tilbage i studiet."
Farven lilla
De, der var til den berømte koncert i Valby Hallen i 1986 med Prince and The Revolution, så en orkesterleder, der var i uhørt kontrol. Et blik eller et knips med fingrene, og musikerne reagerede omgående og kunne gå ud i de vildeste improvisationer. Det var – og er – det fedeste og mest karismatiske band, Prince nogensinde har haft. Selvom der stod Prince på det meste i studiet, så var det orkestret med Wendy Melvoin og Lisa Coleman som centrale medlemmer, der satte sig i publikums bevidsthed. Startende med den klassiske indledning til nummeret Computer Blue fra Purple Rain: "Wendy? Yes, Lisa. Is the water warm enough? Yes, Lisa. Shall we begin? Yes, Lisa."
Pladen og filmen Purple Rain var det, der fik Prince til at blive et verdensnavn. Tilstræbt biografisk, men stort set uden hold i virkeligheden, skabte filmen alligevel et billede af en scene i Minneapolis, der havde sine stinkende funky bands, med en helt egen lyd, der var et friskt pust, efter at 1970'ernes diskobølge for længst var blevet træt, og der bare var plads til et udtryk, der dels var i tråd med New Romantics-bølgen med bands som Simple Minds og Echo and The Bunnymen, som havde taget over fra punken i England, men som alligevel havde masser af energi fra sort amerikansk musik. Og det var nemlig Princes kunstgreb. At han forstod at skabe en stil, der både appellerede til den købestærke hvide ungdom og alligevel havde masser af legitimitet i en sort verden.
Samtidig solgte han ikke ud. Da pladeselskabet lige kunne bruge en opfølger, en Purple Rain 2, var det næste album færdigt, og gik i en helt anden retning. Around The World In A Day (1985) er et fantastisk album, men der var måske hos Warners promotionfolk ikke lige brug for, at Paisley Park tog på pilgrimsrejse til hippieland. Trods hits som Raspberry Beret og Pop Life røg der nogle af de nye fans, lige som det kommercielle tog var ved at forlade perronen. Og da der var behov for en ny formidabel film, lavede Prince en fiasko, der dog affødte albummet Parade (1986), som rummede noget af hans fedeste musik. For undertegnede er Mountains fra lige den plade et af firsernes fedeste numre. Andre – og ikke bare Tom Jones, der hittede med den – er ret enige om, at Kiss var et mesterstykke. Essentiel Prince, altså minimalistisk. Trommebeatet lige i synet, stortrommen, ingen funky bas, og så stemmerne mikset helt op tæt på. Og fræk, fræk falset.
Så med et var den lilla revolution ovre, og mesterskiven Sign "O" The Times (1987) indvarslede en ny tid. Prinsen dansede bedre end nogensinde, og med øjne på stilke så vi ham komme ind på scenen i Idrætsparken i 1988 som del af det udstyrsstykke, som turnéen, der skulle markedsføre albummet Lovesexy (1988), blev til, og som var så dyrt, at turnéen i USA blev skrottet. Til Princes store fortrydelse.
Jeg var til koncerten, og at se Prince køre ind på scenen i åben cabriolet med danserinden Cat og den yppige perkussionist Sheila E slængt hen over køleren, hvorefter en historisk hitparade af et party gik i gang, var en koncertoplevelse af typen, man kun oplever få gange i livet.
Som det altid har været med Prince, vidste musikerne aldrig helt, hvornår de havde fri. På turene ville Prince typisk leje klubber og så lave klubkoncerter efter de store stadionkoncerter. Her ville han prøve alternative numre af, gå amok på guitaren eller simpelthen give sig hen i oplevelsen af at spille på et lille sted. Så for fans gjaldt det om at være på tæerne. I diverse fanzines går der frasagn om specielt en koncert, nemlig på The Trojan Horse Club i den hollandske regeringsby Haag i 1988. Den koncert står i annalerne som den bedste Prince-koncert nogensinde.
Herefter gik det kommercielt ned ad bakke, og kunstnerisk blev der langt mellem snapsene, selv om Hans Højhed selv fortsatte med at være hyperaktiv. Måske var verden træt af Prince. Eller måske blev hans disputs med Warner og hans flip med at skifte navn set som noget påtaget.
Så trods lyspunkter som Diamonds And Pearls (1991) blev 1990'erne en lang rejse mod lyset.
Frem mod de 50
Det er synd at sige, at Prince ligger på den lade side her op til 50 års dagen. Den meget omtalte koncert i Århus i juni er dog i skrivende stund omgærdet af stor mystik, så vi får se, hvad der sker med den. Personligt tvivler jeg på, at han kommer, ligesom de gør det på fansitet Housequake.com. Mit forslag er at pakke sydfrugterne og drage til Dublin.
Hans Princeness har lige spillet på den årlige festival i Coachella nær Palm Springs i ørkenen øst for Los Angeles, hvor der blandt andet var en sjov udtalelse fra bandet, som skulle spille lige før, nemlig de gendannede triphoppere Portishead, der ellers havde set frem til at spille før Kraftwerk. Afgjort en spændende kombination, der dog ikke solgte hos Ticketmaster, den store udbyder af koncertbilletter i USA. Derfor blev det Prince, som Coachella havde forsøgt at få fat i siden festivalens start. Som Geoff Barrow fra Portishead sagde det:
"Prince møder helt sikkert op med et følge på 40 personer. Så vil lydmændene ikke tillade os at lave lydtjek og så ender man i den forfærdelige situation at skulle spille foran et massivt amerikansk publikum uden et lydtjek. Forfærdeligt. Vi har faktisk hyret to mand for at sikre, at lyden er god. Til udelukkende at kæmpe i vores ringhjørne..."
Barrow havde nu nok ikke grund til speciel uro. Prince kom, så og spillede for 60.000 publikummer og leverede et fantastisk show, hvor han som covernumre spillede Radioheads Creep og det gamle Beatles-hit Come Together. Samt sluttede af i vanlig stil med to ekstranumre, nemlig Purple Rain og til sidst Let's Go Crazy. Og det var så lige, hvad de gjorde på den dejlige californiske festival, der hvert år er startskuddet på festivalsæsonen.
Privat er Prince for tiden single, efter at det andet ægteskab med en tidligere ansat i Paisley Park, Manuela Testolini, blev opløst for et par år siden. Den hovedrige stjerne, der i 2006 kom foran Madonna, når det gælder indtjening, har ejendomme mange steder.
Han er dog mest i sin lilla villa nær studiet i Chanhassen, i Las Vegas, og så har han de sidste år gjort sig bemærket med en lang række fester i sit hus på den berømte vej Mulholland Drive i Hollywood Hills i Los Angeles.
