x

Princes danske koncertarrangør talte med ham to dage før hans død

Princes danske koncertarrangør talte med ham to dage før hans død

Blandt de mange, der er i chok og sorg efter meldingen om Princes død i går, 57 år gammel, finder vi danske Kim Worsøe. Worsøe er direktør for koncertarrangøren ICO, som var verdensomspændende agent for Prince og blandt andet har arrangeret koncerter med ham i Australien, USA, Canada og Danmark.

"Vi har mistet verdens største performer og musikgeni, som jeg har været utrolig stolt og beæret over at have arbejdet så tæt sammen med. Han vil blive savnet," udtaler Kim Worsøe i en pressemeddelelse.

Så sent som i sidste uge så Kim Worsøe Prince, fortæller han til Ekstra Bladet:

"Efter showet i Atlanta (torsdag den 14. april, red.) sagde han, at han ikke følte sig godt tilpas og ville flyve tilbage til Minneapolis for at blive tjekket. Han bad mig beholde crewet i USA, så de var klar til nye shows, som skulle have været i Dallas," siger Kim Worsøe til Ekstra Bladet.

For to dage siden kontaktede Prince igen Kim Worsøe.

"Han bad mig sende videocrewet til Paisley Park (Prince' hjem i Minneapolis-forstaden Chanhassen, Minnesota, red), da han havde nogle ændringer til showet. Prince var detaljens mester som altid," siger Kim Worsøe til Ekstra Bladet.

GAFFA forsøger at få fat i Kim Worsøe for et længere interview.

Prince bliver obduceret senere i dag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA