x

Spot Festival 2016: Hvordan var det?

Spot Festival 2016: Hvordan var det?

Alt tyder på, at Spot Festival 2016 var en stor succes, hvor særlig energien og overraskelserne af at opleve ny spændende musik var i højsædet. GAFFA har talt med fire publikummer om deres oplevelse af festivalen.

Asmus Tiufkær, 20 år, Skanderborg, sabbatår i Elgiganten

Hvad synes du om festivalen?

Det er mit første år og jeg synes, det er sjovt. Man kender en brøkdel af navnene, der spiller, så man løber hele tiden ind i overraskelser. Jeg synes også det fungerer godt, at spillestederne ligger tæt på hinanden.

Hvad var højdepunktet?

- Vi var inde og høre et band, som jeg ikke kan huske, hvad hedder, men det var tung heavy med jazz indover. Da jeg hørte beskrivelsen af det, troede jeg ikke, at det ville lyde godt, men det gjorde det. 

Hvad var bundskraberen?

- Asger Techau. Jeg elsker Kashmir og havde glædet mig så meget til den koncert. Der var gode elementer i musikken, men han sang falsk, og det var en skuffelse. 

 

Martin Ilsø, 20 år, Aarhus, rytmisk linje på MGK

Hvad synes du om festivalen?

- Jeg synes, det er fedt. Det er fedt at opleve nogle koncerter, hvor det er tydeligt at se på artisterne, at de spiller på større scener, end de nogensinde har gjort før. Man kan mærke, at de nærmest er chokerede over, at der dukker så mange mennesker op, og det synes jeg er fedt. 

Hvad var højdepunktet?

- Det var koncerten med Lowly. Fuck. De synger pissegodt og det var bare sindssygt fedt. 

Hvad var bundskraberen?

- Vi var inde og høre Saveus. Det var bestemt ikke ringe, men måden, publikum reagerede på,var ret forfærdelig. Jeg følte, at jeg stod til en Hansi Hinterseer-koncert inde i Parken. Det var lidt mere vanvittigt, end jeg havde forventet. 

 

Emilie Vedel, 19 år, Silkeborg, højskoleelev

Hvad synes du om festivalen?

- Det har været spændende, og normalt kan jeg godt blive lidt rastløs til koncerter, så det har passet mig rigtig fint, at de ikke varede mere end en halv time. 

Hvad var højdepunktet?

- Der er sindssygt mange dygtige. Jeg kender Girls In Airports i forvejen, og deres koncert var helt fantastisk. God lyd og musikerne var pissedygtige. 

Hvad var bundskraberen?

- Der har været nogle koncerter i kongrescentret, som har været meget voldsomme og larmende. Jeg stod for eksempel dårligt til Den Sorte Skole, og dårlig lyd gjorde, at det bare lød som en masse larm. 

 

Nynne Thorsbo, 22 år, Aalborg, højskoleelev 

Hvad synes du om festivalen?

- Der er god energi her og alle er glade. Genial by, den ligger i. Det er også nemt at komme frem og tilbage mellem koncerterne. 

Hvad var højdepunktet?

Jeg har flere. Mit bankende r’n’b-hjerte var rigtig begejstret for Saint Cava og Kill J leverede også en virkelig god koncert. Hun er så dygtig. 

Hvad var bundskraberen?

- Når der mangler toiletpapir.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA