x

Video: Paul McCartney hylder Prince i Minneapolis

Video: Paul McCartney hylder Prince i Minneapolis

Sir Paul McCartney spillede i onsdags i Minneapolis og benyttede lejligheden til at hylde det nu afdøde bysbarn, Prince. Det skriver NME. Se videoklip forneden.

Den tidligere Beatle spillede i Target Center i Princes hjemby, og han dedikerede naturligvis koncerten til Princes minde, før han spillede et potent cover af "Let's Go Crazy" med et lilla Prince-symbol i baggrunden.

Ifølge den lokale avis Star Tribune skulle McCartney have hyldet "den sene, store Prince" og sagt: "Minneapolis, Prince. Prince, Minneapolis. Det hører sammen." Senere skulle han have tilføjet: "Her er for manden. Jeg elskede den fyr. Tak, Prince, for at skrive så mange smukke sange, så meget musik."

Musikikonet døde i sit Paisley Park hjem i Minnesota torsdag den 21. april i en alder af kun 57 år. Han skulle være blevet fundet død i en elevator og blev erklæret død klokken 10.07. En obduktion er blevet foretaget, men den officielle dødsårsag er endnu ikke kendt. Prince skulle ved sin død angiveligt have efterladt sig op mod 2000 uudgivne sange i en bankboks - nok til et nyt Prince-album hvert år de næste 100 år. Den slags overvældende produktivitet kan man nødvendigvis ikke komme sovende til, og det gjorde Prince heller ikke ifølge sin svoger, Maurice Phillips. Han fortæller ifølge engelske Sunday Mirror, at Prince var vågen i "154 timer i træk" op til sin død. Han blev bisat ved en privat ceremoni den 23. april.

Se Paul McCartney hylde Prince her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA