x

LYT: CLOCKWORK / 12 rappere på 12 timer

LYT: CLOCKWORK / 12 rappere på 12 timer

"Papiret det er propfuldt og pakket, med optur på arket / flow charts, dope bars, bare få stopuret startet!"

12 af de bedste mikrofonkrigere på den danske rapscene er gået i kamp med hinanden og med uret. De har været i studiet med en mission om at indspille et helt album - på bare 12 timer! Det betyder at de alle skulle have deres bars og flows klar hjemmefra, da der ikke var mange muligheder for at sætte en versefod forkert, så snart de ramte studiet. 

Projektet har fået navnet Clockwork og har LarsEFX, kendt fra Organiseret Riminalitet, som bagmand og producer. Han står for samtlige produktioner. Desuden har han sørget for at tilpasse numrene, så den grundskitse rapperne har rappet over på den korte, hæsblæsende indspilningsdag er blevet forfinet og arrangeret, så alle numre fremstår helstøbte også musikalsk.

Rapperne, der udgør Clockwork er; Esben, Illusionisten, Johnny Books, Khal Allan, Kool Jepp, Mund De Carlo, Nota Bene, Pede B, Slogan, StrudsiGallop, Supa og Trepac. Det vil sige, det både er prøvede kræfter samt nogle af de nyeste, sygeste på scenen, der tilsammen har fået lov at give mikrofonen et spark i klokkeværket.

Albummet udkommer på vinyl den 26. august, men allerede i dag kan førstesinglen høres. Det er nummeret med den passende titel "Tik Tik", hvorpå Trepac, Johnny Books og Slogan viser, hvordan flowet skal lægges over LarsEFX' produktion tilføjet cuts fra Scratchmagic. 

Førstesinglen "Tik Tik" kan høres, streames og lastes ned via dette link og på Facebook kan du læse mere om Clockwork. 

Kan du ikke vente med at høre mere fra supergruppen, kan de opleves live den 1. juni på Hip Hop Scenen til Distortion. Mere info her.

 

 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA