x

Misfits-genforening: Vi er to tigere i et bur

Misfits-genforening: Vi er to tigere i et bur

Misfits-bassist Jerry Only har fortalt lidt om bevæggrundene for genforeningen af bandet i dets mest kendte besætning. Det skriver NME.

Misfits blev dannet i 1977 af Glenn Danzig og Jerry Only. Da bandet gik i opløsning i 1983, tog Danzig hul på en succesfuld solokarriere. Only gendannede Misfits i 1995 uden Danzig og overtog selv forsangerrollen i 2001.

Tidligere sidste uge blev det så offentliggjort, at Glenn Danzig og Jerry Only genforenes med guitarist Doyle Wolfgang von Frankenstein (der oprindeligt spillede i bandet fra 1980-1983 og igen mellem 1995-2001), under navnet "The Original Misfits". De er sat til at spille to koncerter i september. Riot Fest & Rodeo i Denver, der løber af stablen fra den 2. til den 4. september, og igen til Riot Fest & Carnival i Chicago fra den 16. til den 18. september.

"Vi var aldrig ikke venner," fortæller Jerry Only til Rolling Stone. "Vi var blot modstandere. [Basketball-spiller] Larry Bird var måske ikke vild med Michael Jordan på banen, men når de går på bar sammen, er de cool."
 
Only fortæller også til Rolling Stone, hvordan tidligere kampe i retssalen om royalities i forbindelse med Misfits-merchandise åbnede for en dialog og genforening. I 2014 tabte Danzig retssagen, selvom han mente, at han havde krav på en andel af indkomsten på merchandise for Misfits.

"Vi gik derind med lyst til at skære halsen over på hinanden," siger Only. "Det var ved at blive til en ny retssag, og så blev det til en genforening. Vi gik ud af døren vidende, at vi skulle spille sammen igen. Det var en meget cool ting."

I 2015 hintede Danzig da også, at en genforening var på tale, da han for første gang i 35 år påmalede sig bandets berømte kranie-make-up.
 
"Manden har en vision," beretter Only om Danzig. "Før vi går videre herfra, lad os være sikre på, at vi kan enes. For vi har hver især succes. Hvis vi gør det, og det ikke virker, fuck det – vi gjorde det, mand. Men det er ikke tilfældet ... Jeg tror, at vi kommer derud og bakker det op. Og vi bliver det bedste band nogensinde. Det er mit gæt. Det bliver sjovt."
 
Only understreger dog, at han og Danzig endnu ikke har overvejet en genforening på længere sigt.
 
"Hvis vi klarer det til det andet show, er jeg en glad fucking fyr," siger han. "Jeg garantere dig, at jeg holder mig for mig selv, jeg vil gøre mit arbejde, jeg vil arbejde hver dag, jeg vil spille. Glenn kan godt lide min manager, John [Cafiero], så hvis jeg holder John imellem os og sørger for, at både jeg og Glenn får, hvad vi vil have, er der absolut ingen problemer. Når du har to tigere i et bur, er det et problem. Det tog mig 39 år at fatte det."

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA