Red Hot Chili Peppers-frontmanden forventes at komme sig helt
Som GAFFA rapporterede i går måtte bandet aflyse en koncert i sidste øjeblik, da Kiedis i hast måtte indlægges på hospitalet. På daværende tidspunkt var der ingen forklaring på hasteindlæggelsen, hvorfor fans hurtigt begyndte at spekulere i, hvad forsangeren kunne lide af. Natten over er der så endelig kommet en officiel udmelding fra chilifrugternes lejr.
Den 53-årige Kiedis helbred betyder også, at bandet har måttet udskyde deres koncert på iHeartRadio Theatre i Burbank, California, i morgen tirsdag den 17. maj.
Udmeldingen lyder: "På grund af Anthony Kiedis' indlæggelse fra komplikationer af maveinfluenza lørdag aften må Red Hot Chili Peppers desværre udskyde deres kommende koncert på iHeartRadio den 17. maj. De vil gerne vise deres taknemmelighed til fans for deres udtryk af gode tanker. Anthony forventes at være kommet sig helt inden længe."
Red Hot Chili Peppers er blandt hovednavnene til dette års Roskilde Festival, og de annoncerede tidligere på ugen, at de vender tilbage til Europa med en række turnédatoer til efteråret. Her kommer de blandt andet forbi Telenor Arena uden for Oslo den 8. september.
Derudover udgiver Red Hot Chili Peppers deres nye album, "The Getaway", den 17. juni. For blot ti dage siden slap de førstesinglen "Dark Neccessities" løs. Læs mere om albummet her.