x

Jamaicansk Natasja-erstatning på Raggapak-festivalen

Jamaicansk Natasja-erstatning på Raggapak-festivalen

Natasja skulle have været et af hovednavnene på den stort anlagte Raggapak-festival for reggae og dancehall ved Silkeborg i dagene 17.-19. august. Det satte en tragisk bilulykke på Jamaica som bekendt en stopper for, men nu har festivalen i samarbejde med reggae/dancehall-klubben Bullit Club i sidste øjeblik booket to af Natasjas gode jamaicanske venner, som samtidig er nogle af de førende reggae- og dancehall-navne på Jamaica: Lady G (billedet) og Lexxus.

Lady G er en erfaren kvinde og har lavet numre med alle fra Shabba Ranks til Natasja. Lexxus laver dancehall-musik og er på Jamaica ifølge arrangørerne kendt som et af de hotteste navne i genren. Både Lexxus og Lady G optræder på festivalen sammen med Natasjas band, som helt tilfældigt også hedder Raggapack – dog med c.

Begge artister kendte Natasja Saad særdeles godt, og de har lavet musik og optrådt sammen med hende ved flere lejligheder. Nu vil de gerne benytte lejligheden til at udtrykke deres sorg, og det er derfor, at de nu kommer til Danmark for at se, hvor Natasja boede, og for at bruge nogle uger på at møde hendes danske venner og kollegaer. ”Medbring dit Natasja-flag!!” opfordrer arrangørerne.

Som endnu en sidste øjebliks-tilføjelse har festivalen også fået fat i årets danske reggae-landeplage nummer et, århusianske BliGlad. Så alt tyder på en forrygende festival.

Raggapak byder i år som noget nyt på to scener, hvor der både vil blive spillet live musik og ”sound system battles”. Blandt navnene i år finder man internationale artister som den jamaicanske veteran Alton Ellis, Kenny Knots og Errol Gideon Zinger – begge fra England – sydafrikanske Zoro, nigerianske African Simba og de svenske reggaebands Svenska Akademien og Kaptajn Rød. Den hjemlige reggaescene er blandt andet repræsenteret ved navne som Simba Ngoma, Mr. Chin, Jah Bobby, The Scandals, Emo og Riddim Force, der altid er garant for seje rytmer og solid backing.

På sound system-siden står tyske Massaya Sound klar til at udfordre italienske Graminga med gæsteoptræden af svenske Million Styles samt danske RubADub Crew, der til lejligheden har indkaldt yderst kompetent forstærkning fra England i form af den populære D.J. YT og Bongo Chili.

Festivalen bliver dækket af GAFFAs egen ”rastamand” Henrik Bæk, så hold øje med GAFFA.dk i dagene 17.-19. august.

Læs i øvrigt den store mindeartikel om Natasja i GAFFA august, der er på gaden i dag.

Raggapaks hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA