Nyhed

Se Stephen Colbert lave sjov med Eurovision Song Contest

USA er nu med på melodi grand prix-moden – og det kunne talkshowværten ikke forbigå i tavshed

I lørdags blev finalen i Eurovision Song Contest afholdt i Stockholm med Ukraine som vinderen.

Showet blev for første gang også vist på amerikansk tv, og blandt seerne var talkshowværten Stephen Colbert. Han havde dog svært ved at tage den farverige begivenhed helt så seriøst, som den er blevet i Europa.

I Colberts talkshow i går blev weekendens festligheder vendt og drejet – se, hvordan det gik nedenfor.


Colbert viste klip af nogle af de mest særegne deltagere, blandt andre Hviderusland (som dog røg ud i semifinalen), hvor en nøgen mand rækker ud efter en ulv, hvilket får latteren frem hos Colberts publikum.

Heller ikke vindersangen, Jamalas "1944", går ram forbi. De alvorlige åbningslinjer "When strangers are coming / They come to your house / They kill you all / And say / We’re not guilty" resulterer i latter, og det samme gør Colberts følgende replik:

"Jeg tror, vi har fundet sommerens sang. For intet sætter gang i festen som etnisk udrensning," som Colbert siger om den usædvanligt seriøse vindersang, der omhandler Sovjetunionens udrensning af tatarer fra Krim-halvøen i Ukraine i 1944.


Herefter understreger Colbert, at USA naturligvis ville have vundet, hvis de havde været med i årets Eurovision. Han fremfører derpå i forklædning, under kunstnernavnet Nórnaäs, sit bud på en vindersang, "The Living Life", og den er stærkt underholdende – og med blandt andet løbebånd, astronaut og rumvæsen på scenen kun en anelse mere bizar end den gennemsnitlige Eurovision-sang.

Se alle herlighederne her:


ANNONCE