x

Prince begejstrer i London

Prince begejstrer i London

I aftes spillede Prince sin første ud af hele 21 koncerter i London denne sensommer – i øvrigt hans eneste koncerter i Europa i denne omgang, og som alle finder alle sted i den enorme O2 Arena, tidligere kendt som The Millennium Dome. Og det blev en stor succes ifølge flere anmeldere.

Telegraph.co.uk’s Neil McCormick skriver under overskriften ”hail his purple reign”, som vist ikke behøver at blive oversat. Han skriver videre, at Princes guitarspil er noget af det bedste, man kan høre overhovedet, og kalder aftenens alternative coverversion af Beatles’ ”Come Together” for ”sensationel”.

The Daily Telegraphs Alex Petridis uddeler fire stjerner af fem og konkluderer: ”Hvis dette er Princes måde at sige farvel til sin fortid, gør han det i hvert fald med stil.” Her hentyder Petridis til, at Prince har udtalt, at denne turné bliver sidste gang, hvor han primært vil spille gamle hits. Men man har jo som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt.

Prince åbnede koncerten med sit måske mest kendte nummer, ”Purple Rain”, og hans to en halv time lange sæt bød på masser af hits fra hans enorme bagkatalog. Ifølge megastar.co.uk har Prince hverken forberedt sætlister eller planlagte kostumeskift ved de mange koncerter, men vil improvisere sig frem aften eller aften efter at have indøvet omkring 130 numre.

På aftenens sætliste var blandt andet sange som ”Kiss”, ”Girls And Boys”, ”Let’s Go Crazy”, ”Cream”, ”Nothing Compares 2 U” (bedst kendt med Sinéad O’Connor, men oprindelig fremført af Prince-protegéerne The Family), ”Little Red Corvette”, "Raspberry Beret" og en coverversion af Gnarls Barkleys ”Crazy”. Under koncerten blev Prince blandt andet op af to let påklædte danserinder, som blev omtalt som The Twinz. Alle koncertgæster fik et gratis eksemplar af Princes nye album ”Planet Earth”, hvorfra han dog ikke spillede særlig mange sange.

Ifølge contactmusic.com har Prince nærmest fået bygget et hus bag O2 Arena, hvor han blandt andet har fået installeret en kæmpepude med plads til fem sovende. Han har dog også indlogeret sig på et hotel, hvor han angiveligt har krævet, at alt er malet i sort, samt at der er installeret en sort M&M’s-maskine.

Koncertrækken i London slutter 21. september. Der er stadig ledige billetter.

Princes hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA