Nyhed

Rytmisk Center inviterer til artist talk med Steffen Brandt

Brandt fortæller anekdoter fra et liv på landevejen med TV-2

Den 21. maj åbner Rytmisk Center i København dørene til en eftermiddag med snak, anekdoter og debat i selskab med Steffen Brandt. Arrangementet, der bliver en såkaldt ”artist talk”, bliver en blanding mellem et foredrag og en debat.

TV-2 debuterede med albummet "Fantastiske Toyota" i 1981. Et album, der blev indspillet for lånte penge, førend bandet overhovedet havde fået en pladekontrakt i hus. I dag, tre årtier, et hav af turnéer og 18 studiealbum senere, lever det aarhusianske band i bedste velgående og hører til i den absolutte superliga.

Til arrangementet vil Steffen Brandt fortælle om, hvordan det var at gå fra at være et ukendt band til at blive hvermandseje, musikproducerens rolle i forhold til musikken og kulturinstitutioner som Rytmisk Centers rolle i samfundet. Værten for arrangementet er radiovært og musikjournalist Carsten Holm, som er kendt fra flere programmer på P3, og som lige nu er aktuel som vært på programmet ”Formiddagen på P6”.

Arrangementet finder sted i forbindelse med Rytmisk Centers store forårsfest der afholdes den 20. og 21. maj. Her vil der, ud over gratis musikundervisning og en musikbar, være et hav af koncerter. Se mere om forårsfesten her.


Sted: Rytmisk Center, Vesterbrogade 107E, Kbh V
Dato og tid: 21. maj. Klokken 13.00 – 15.30

Billetter til arrangementet kan købes for 50 kr. her.


 

 

ANNONCE