Nyhed

Rage Against the Machine, Public Enemy og Cypress Hill danner supergruppe

Den nye supergruppe hedder Prophets of Rage og spiller første koncert den 3. juni

I går kunne vi her på GAFFA skrive, at Rage Against the Machine havde lanceret hjemmesiden www.prophetsofrage.com med en nedtælling til 1. juni. I første omgang var der rygter om, at Rage Against the Machine, der ikke har optrådt live siden juli 2011, ville offentliggøre en fællesturné med Public Enemy.

Men nu har kilder over for Billboard bekræftet, at ”Prophets of Rage” er navnet på en ny supergruppe, og at nedtællingen markerer offentliggørelse af gruppen samt en koncert. Den nye supergruppe er dannet af medlemmerne fra Rage Against the Machine (på nær Zack de la Rocha), Chuck D fra Public Enemy og B-Real fra 80’er-hip-hop-gruppen Cypress Hill.

Der har allerede været spekuleret i dannelsen af den nye supergruppe. Blandt andet efter at Rage Against the Machine oprettede hjemmesiden www.prophetsofrage.com, som også er navnet på Public Enemys sang fra 1988. Også efter Public Enemys Chuck D har delt videoer med Rage Against the Machine på sin Twitter-profil, har rygterne om et muligt samarbejde svirret.


Over for Billboard har kilderne, ud over at bekræfte dannelsen af supergruppen, samtidig bekræftet, at gruppen spiller sin debutkoncert den 3. juni på spillestedet Hollywood Palladium, og at gruppen planlægger en turné.

Hør ”Prophets of Rage” af Public Enemy her: 


ANNONCE