x

Adam Ant indlagt på sindssygehospital

Adam Ant indlagt på sindssygehospital

Den engelske sanger Adam Ant, der tilbage i 80’erne havde hits som "Stand And Deliver" og "Prince Charming", er for nylig blevet indlagt på et sindssygehospital i London, da hans familie frygtede, at han ville begå selvmord. Ant har også på det seneste haft flere særprægede offentlige optrædener. F.eks. truede Ant ifølge flere aviser for nylig med en pistol, efter at han var blevet nægtet adgang til en pub. Ifølge Ants hjemmeside, adam-ant.net, var der dog tale om en attrap.

Adam Ant har i mange år haft manio-depressive tendenser. Ifølge den engelske formiddagsavis The Sun har han desuden ringet til avisen fra hospitalet og sagt, at han intet fejlede, og at han var offer for en sammensværgelse.

Adam Ants seneste album "Wonderful" udkom i 1995, men han var på vej til et muligt comeback med sin planlagte deltagelse i den engelske Here And Now-turné i april med en række 80’er-navne. Det vides nu ikke, om Ant kan deltage.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA