x

Tyske Digitalism giver koncerter i Danmark

Tyske Digitalism giver koncerter i Danmark

Den tyske elektroduo Digitalism kan opleves i Pumpehuset i København lørdag den 12. november, og søndag den 13. november giver de koncert på VoxHall i Aarhus.

Det var til stor glæde for fans, da Digitalism den 13. maj i år udkom med deres fjerde album ”Mirage”. Albummet har allerede kastet to singler af sig, ”Utopia” og ”Battlecry”.

Med ”Mirage” genfinder duoen deres oprindelige lyd fra debutalbummet ”Idealism”, som udkom i 2007.

Jens ”Jence” Moelle og Ismail ”Isi” Tüfekç blev venner, da de mødte hinanden i en pladeforretning i hjembyen Hamburg. Efterfølgende startede de deres dj-karriere op, og så tog det ene spillejob ellers bare det andet.

Digitalism har stald hos det franske elektroniske pladeselskab Kitsuné, som blandt andet også udgiver kunstnere som Hot Chip, Klaxons, La Roux og Simian Mobile Disco.

Billetter kan købes på billetlugen.dk og på VoxHalls egen hjemmeside. Forsalget er netop begyndt.

Hvis du ikke kan vente helt til november med de elektroniske rytmer, kan duoen også høres på North Sides P6 Beat-scene, når de giver koncert fredag den 18. juni klokken 21.45.

Her kan du høre det melankolske og til tider atmosfæriske nummer "Utopia" fra det seneste album "Mirage": 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA