x

Høj musikerhyre truer festivaler

Høj musikerhyre truer festivaler

Prisen for at hyre danske og internationale musiknavne til de danske festivaler er steget voldsomt og kan i sidste ende tage livet af festivalerne, frygter musikansvarlig Thomas Mathiesen fra Bork Havn Musikfestival ved Ringkøbing. Det er ellers ikke småpenge, selv de mindre festivaler har at lokke de store navne med. Thomas Mathiesen fortæller til GAFFA, at festivalens musikbudget i år ligger i overkanten af 2 millioner kr.

”Jeg havde satset på et stort internationalt navn, men jeg måtte på et tidspunkt kapitulere. Der er internationale koncerter over det hele, og det skruer prisen helt til vejrs,” fortæller Thomas Mathiesen videre til De Bergske Blade.

Bork Havn Musikfestival, som næste år kan fejre 30 års jubilæum, måtte altså nøjes med udelukkende danske navne i år, men man ville f.eks. gerne have præsenteret et topnavn som Nephew. Bork Havn Musikfestival gav et meget højt bud, som ville have taget en stor del af musikbudgettet på de 2 millioner, men tilbudet var ikke stort nok,” fortæller han til GAFFA.

Men Thomas Mathiesen ville dog ifølge De Bergske Blade være meget mere nervøs, hvis han stod i spidsen for et én-dags-arrangement, som de seneste somre er dukket op i stort set alle byer af en vis størrelse.

”De skal altid satse på det sikre, på de store danske navne, hvor vi i Bork kan være anderledes og også præsentere nye og spændende navne som eksempelvis Volbeat, Oh No Ono og Thomas Buttenschön. Det er en helt bevidst satsning. Vi er nødt til at være med til at køre nye navne ind, så der også er topnavne om ti år”, slutter Thomas Mathiesen.

Gunnar Skytte, som arrangerer en anden af landets mindre festivaler, nemlig Haze Over Haarum ved Harboøre er enig med Thomas Mathiesen i at bandpriserne i år er skruet urealistisk højt i vejret. Til De Bergske Blade fortæller han:

”I 2006 steg vores musikbudget med 40 procent, men vi besluttede i år, at det ikke måtte stige yderligere. De eneste, der er til at betale, er jo gæsterne, og da vi ikke ville lave dyrere billetter, betyder det, at vi har fået underskud på festivalen i år”, fortæller han og fortsætter: ”Måske skyldes stigningen, at kunstnerne ikke sælger så mange plader mere som tidligere, men hvis priserne fortsætter med at stige – så dør vi.”

Bork Havn Musikfestival

Haze Over Haarum


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA