Nyhed

The Good, The Bad And The Queen i Operaen

Spændende musikalske indslag i forbindelse med Kronprinsparrets Kulturpris 2007

Når Kronprinsparrets Kulturpris til september skal uddeles for tredje gang, bliver der traditionen tro tale om en prisfest tilsat masser af interessant musikalsk underholdning.

Stedet er som vanligt Operaen, og årets hovednavn bliver stjernekonstellationen The Good, The Bad And The Queen, der udgøres af Damon Albarn (Blur), Paul Simonon (The Clash), Simon Tong (The Verve) og Tony Allen (Fela Kuti).

Henrik Hall (Love Shop) & Himmelstormerne står for det danske bidrag, der med Dicte og Tina Dickow som eksklusivt englekor er skræddersyet til lejligheden.


Kronprinsparrets Kulturpris består i år af to donationer på i alt 750.000 kroner, der går til en toneangivende dansk kunstner og en humanitær organisation. Kulturprisen er Bikubenfondens bryllupsgave til kronprinsparret.

Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary bestemmer, hvem der skal modtage de prestigefulde priser, og tidligere vindere tæller filminstruktøren Per Fly, billedkunstneren Olafur Eliasson, Red Barnet og Julemærkefonden.

Den musikalske underholdning blev i 2005 leveret af Nick Cave og Mew, mens PJ Harvey og Peter Sommer entrede Operaens Scene i 2006.


Kronprinsparrets Kulturpris 2007 finder sted søndag den 23. september og bliver tv-transmitteret.

Billetsalget begynder torsdag den 9. august kl. 12.00

ANNONCE