x

Seasick Steve gæster Vega

Seasick Steve gæster Vega

Den 75-årige amerikanske blues-sanger, -sangskriver og -guitarist Seasick Steve giver koncert i Store Vega lørdag den 22. oktober.

Seasick Steve har levet som vagabond i teenageårene, har spillet på gaden og haft talrige hårde, ufaglærte jobs – et liv, man kan høre en masse om i mandens selvbiografiske tekster – og er kendt for at give heftige koncerter med hjemmebyggede guitarer lavet af gamle husholdningsredskaber. 

Seasick Steve har spillet på både Roskilde Festivals Pavilion-scene og NorthSide Festival. Sidste efterår gav han fire udsolgte koncerter på dansk jord i Aarhus, Aalborg, Odense og København, og om koncerten på NorthSide 2015 skrev GAFFAs anmelder i sin begejstrede, femstjernede anmeldelse: 
 
”Det kan godt ske, han kalder sig Seasick Steve, den gode Steven Gene Wold, men der er absolut ingen slinger i valsen denne sene eftermiddag på NorthSides Blue Stage, der bliver lagt godt og grundigt ned. Som gnister fra et bål, springer rå, uforfalsket blues fra Steves trestrengede guitar, og bag store smil lyder stemmen i glimt som en grusgrav, når der for alvor brændes igennem. Det swinger som ind i helvede.”

Seasick Steve har spillet med prominente kollegaer som Joni Mitchell, Nick Cave, Nirvana og Jack White. Selv har han siden den sene pladedebut i 2004 udgivet i alt syv album og turneret flittigt.

Billetsalget starter fredag den 10. juni kl. 10.00 via Billetlugen

Varm op med "Summertime Boy":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA