Nyhed

Tidligere Black Sabbath-trommeslager Bill Ward klar med nyt band

Trioen Day of Errors bliver lanceret, mens de gamle kolleger er på afskedsturné

Den tidligere Black Sabbath-trommeslager Bill Ward (nummer tre fra venstre på billedet af Black Sabbath), der forlod bandet i 2012 under en vis offentlig dramatik, har dannet et nyt band, Day of Errors. På sin Facebook-side skriver han: "Vi spiller højt, hårdt og med indvolds-sparkende heavy, heavy elementer." Bandet består af Ward på trommer og vokal, Joe Amoeda på guitar og vokal og Nick Diltz (også medlem af gruppen All Hail the Yeti) på bas og lead-vokal. Bandet har desuden to gæstemusikere, percussionisten Walter Earl og Bill Wards søn Aron på keyboards.

Bill Ward skriver ikke noget om, hvad vi kan forvente fra bandet, men fortæller, at vi senere får mere at vide.

Wards gamle band, det banebrydende metalband Black Sabbath, er for tiden på afskedsturné og spiller deres sidste danske koncert på den udsolgte Copenhell-festival lørdag den 25. juni. Trommeslager er Brad Wilk fra Rage Against the Machine og det nydannede band Prophets of Rage. 


Bill Ward forlod i 2012 Black Sabbath, som han var med til at danne i 1968. Efter eget udsagn skyldtes hans udtræden, at han ikke kunne få tilbudt en ordentlig kontrakt, mens sanger Ozzy Osbourne udtalte, at Bill Ward ikke var fysisk i stand til at gennemføre en turné. I januar 2016 sagde Bill Ward, at han var blevet tilbudt at spille ved Black Sabbaths allersidste koncert, men at han havde takket nej, fordi han enten ville spille en hel turné eller slet ingenting.

Bill Ward har sideløbende med Black Sabbath udgivet tre soloalbum, senest "Accountable Beasts" i 2015.

ANNONCE