Sangskriveren spiller i næste uge tre koncerter i danske fængsler
Da den danske sangskriver CS Nielsen for nogle uger siden udsendte sit debutalbum, blev Johnny Cash af anmelderne fremhævet som en tydelig inspirationskilde.
Det har Nielsen heller aldrig selv lagt skjul på, og nu går den danske countrymusiker i forbilledets fodspor med en række koncerter i danske fængsler.
Om de kommende miniturné skriver CS Nielsen i en pressemeddelelse:
"I dagene 15.-17. august har man i Horsens valgt at hylde Johnny Cash med en fængselskoncert i et nu nedlagt fængsel, hvor prominente VIP-gæster, under indtagelse af velkomstdrinks i fængselskirken og efterfølgende gourmet-menu i cellerne, kan opleve de store klassikere blive fortolket af broderen Tommy Cash.
Vi synes, der er behov for at markere, hvad den oprindelige idé med fængselskoncerterne var, og derfor har vi valgt på de samme datoer at tilbyde tre af landets fængsler en gratis koncert med en dansk arvtager af de amerikanske musiktraditioner, nemlig CS Nielsen".
Til koncerterne i Herstedvester, Vridsløselille og Statsfængslet i Nyborg vil CS Nielsen både fortolke musik af den gamle mester, men også byde på materiale fra debutalbummet "Against The Dying Of The Light".
CS Nielsen kan opleves på fængselsturné de følgende steder:
15/8 Statsfængslet Herstedvester kl. 18.30
16/8 Statsfængslet Vridsløselille kl. 15.00
17/8 Statsfængslet Nyborg kl. 15.00