Nyhed

Smashing Pumpkins håndplukker dansk band

The River Phoenix udvalgt til at varme op for The Smashing Pumpkins

Tiden sig nærmer, hvor Billy Corgan og resten af The Smashing Pumpkins giver en for længst udsolgt koncert i Store Vega, og nu forlyder det, at den alternative danske rockgruppe The River Phoenix er blevet rekrutteret som opvarmning.

Og efter sigende er det tilmed The Smashing Pumpkins selv, der har håndplukket The River Phoenix, som Corgan og kompagni tilsyneladende er helt skudt i.

”Hvis det var muligt, ville vi hyre de her fyre til hele turnéen – bring dem på banen,” udtaler The Smashing Pumpkins’ manager således.


The River Phoenix har i det hele taget god vind i sejlene for tiden, hvor et dansk og et tysk managementselskab ”pitcher” bandets nye materiale til europæiske pladeselskaber. Debutalbummet, der produceres af Pelle Gunnerfeldt (The Hives med mange flere), forventes udgivet i begyndelsen af 2008, og inden længe kan bandet opleves på den tyske Popkomm-musikmesse i Berlin.

Allerførst gælder det dog opvarmningen tirsdag den 14. august for The Smashing Pumpkins.

ANNONCE